PRM / Nye virksomheder i bygge- og anlægsbranchen er gode overlevere

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Tal fra Danmarks Statistik viser, at hele 80 procent af de bygge- og anlægsvirksomheder, der er startet i 2015, stadig eksisterer i 2016. Det er en bedre overlevelsesrate end blandt virksomheder generelt i Danmark, hvor kun 74 procent af de virksomheder, der er oprettet i 2015 fortsat havde sin gang på jord året efter.

    Hvis man i stedet følger de nye virksomheder over en femårig periode, ligger overlevelsesraten i bygge- og anlægsbranchen tættere på gennemsnittet på tværs af brancher. 44 procent af bygge- og anlægsbranchens nye virksomheder i 2011 findes stadig i 2016, mens det generelt er 43 procent på tværs af alle brancher.

    Byggevirksomheder klarer sig godt igennem det første år
    – Der er mange virksomheder, som ikke overlever de første kritiske år, men de nye tal fra Danmarks Statistik viser, at virksomheder i bygge- og anlægsbranchen faktisk er bedre til at klare sig gennem de første kritiske år end de fleste andre virksomheder – eksempelvis sammenlignet med virksomheder inden for erhvervsservice eller handel og transport, siger Jacob Hangaard, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.

    – En af forklaringerne er formentlig, at virksomheder i bygge- og anlægsbranchen ofte startes i forbindelse med en konkret opgave. På den måde er omsætningen i virksomhedens første levetid sikret – modsat i andre brancher, hvor man først skal opdyrke et marked og skabe et kundegrundlag.

    – Men når de første projekter så er udført, skal bygge- og anlægsvirksomhederne finde nye kunder. Så der er dynamikken ikke meget anderledes end i andre brancher. Derfor ser vi også, at overlevelsesgraden i bygge- og anlægsbranchen på den lidt længere bane, nærmer sig overlevelsesgraden i andre brancher, slutter Jacob Hangaard

    Kontakt:

    Økonomisk konsulent Jacob Hangaard, jha@danskbyggeri.dk, tlf. 61 66 53 58
    Kommunikationskonsulent i Dansk Byggeri Karin Skolnik, kas@danskbyggeri.dk, telefon 23 25 84 69

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-virksomheder-i-bygge–og-anlaegsbranchen-er-gode-overlevere?releaseId=13187900