Pressemeddelelse fra Djøf
– Det er godt at få en uvildig evaluering af de foreløbige erfaringer med at flytte statslige arbejdspladser. Det skal naturligvis bruges i den videre proces, så vi kan få reduceret de negative konsekvenser, som Rigsrevisionen dokumenterer i form af lavere produktivitet, kvalitet og længere sagsbehandlingstider – på trods af god forberedelse af flytningerne, siger Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig og tilføjer:
– Rapporten bekræfter desværre de iagttagelser, vi også har gjort os i Djøf og de meldinger vi får fra berørte medlemmer. Rigsrevisionen dokumenterer, at tre ud af fire medarbejdere vælger at finde sig et nyt job, når arbejdspladsen flytter til en anden del af landet. Og kun meget få medarbejdere vælger fysisk at flytte med jobbet.
– Udflytningerne ændrer næppe ret meget på balancen i Danmark, og fra Djøfs side vil vi derfor tillade os at opfordre regeringen til at tænke i andre initiativer som eksempelvis udvikling af det lokale erhvervsliv rundt om i Danmark.
Sara Vergo hæfter sig også ved, at mange af de udflyttede institutioner oplever problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft.
– Det er vigtigt, at regeringen i det videre arbejde tilrettelægger processen, så man langt mere målrettet arbejder med at fastholde medarbejdere, så arbejdspladserne fortsat kan drage nytte af deres viden, erfaringer og kompetencer. Selvfølgelig er der dygtige kandidater til de ledige statsjob over hele landet, men det tager tid og koster mange ressourcer at lære så mange nye medarbejdere op til at kunne løfte opgaverne i de udflyttede institutioner, siger Sara Vergo, og opfordrer til, at Rigsrevisionens rapport bliver fulgt op af en evaluering på effekterne på den lange bane.
Hun finder det tankevækkende, at Rigsrevisionen opfordrer Finansministeriet til en mere retvisende registrering af udgifterne, når man flytter statslige arbejdspladser. Det gælder både engangsudgifter og totalomkostninger, hvor de nuværende opgørelser er behæftet med usikkerhed.
– Offentligheden skal vide, hvad udflytningerne rent faktisk koster. Forudsætningen for en åben demokratisk debat om fordele og ulemper ved at flytte eksisterende arbejdspladser er, at vi kender den rigtige pris. Det er jo ikke ligegyldigt, om man eksempelvis bruger en milliard på at flytte arbejdspladser eller om man måske kunne bruge pengene bedre på at støtte vækst og beskæftigelse i den private sektor, slutter Sara Vergo.
Sara Vergo træffes for yderligere kommentarer på tlf. 31 37 39 20.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/djof-godt-med-uvildig-evaluering-af-statslige-udflytninger?releaseId=13095350