PRM / Iværksætteri og ledelsesfag skal tiltrække unge til erhvervsskolerne

    Pressemeddelelse fra Lederne

    Det danske samfund har behov for langt flere erhvervsuddannede. Allerede i 2025 risikerer vi at mangle op til 85.000 faglærte, vurderer Danmarks Vækstråd.

    Hvis den udfordring skal løses, skal erhvervsuddannelserne gøres mere attraktive og tiltrække flere unge. Derfor har Lederne i dag offentliggjort en række forslag, som skal få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse fremfor f.eks. gymnasiet.

    – De unge på erhvervsuddannelserne skal fremover arbejde mere med iværksætteri og klassiske ledelsesfag som driftsledelse, projektledelse og personaleledelse. Det er er emner, som vi ved, at mange unge efterspørger. To ud af tre elever på erhvervsuddannelserne anser det for vigtigt, at uddannelsen fører til, at de på sigt kan blive selvstændige. Og hver femte ung mellem 18 og 30 år har ambitioner om en dag at blive leder, siger Henrik Bach Mortensen, direktør hos Lederne.

    Han tilføjer, at det også er nødvendigt at sikre, at der er tilstrækkeligt mange praktikpladser til rådighed for de unge.

    – Med trepartsaftalen er der taget skridt til at sikre flere praktikpladser, men det gør det ikke alene. Derfor er det meget positivt, at bl.a. Dansk Industri i sidste uge ligefrem fastslog, det er virksomhedernes ansvar at tilvejebringe de manglende praktikpladser. Oplægget fra Lederne indeholder også forslag til at skabe flere praktikpladser, siger Henrik Bach Mortensen.

    I 2015 vedtog Folketinget en reform af erhvervsuddannelserne. 2015-reformen er ifølge Henrik Bach Mortensen en god reform, der skal gøres endnu bedre.

    – Med Ledernes forslag tror vi, det er muligt at nå det mål, som blev sat med reformen fra 2015 om, at hver fjerede elev fra folkeskolen skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020. Det skal blandt andet ske ved at få flere unge kvinder til at søge til de traditionelle mandefag, siger Henrik Bach Mortensen.

    I år er det knap 20 procent af 9.- og 10. klasses eleverne, der vælger en erhvervsuddannelse. Ifølge reformen fra 2015 skal andelen op på 30 procent 2025. Delmålet er 25 procent i 2025.

    Lederne peger i et fælles indspil med de tidligere undervisningsministre Christine Antorini og Bertel Haarder på fælles ønsker om endnu bedre erhvervsuddannelser.

    De konkrete forslag kan findes på lederne.dk.

    Kontaktoplysninger:

    Henrik Bach Mortensen
    Direktør, Lederne
    Telefon: 2491 9957
    E-mail: hmo@lho.dk

    Morten Bonde Pedersen
    Pressekonsulent, Lederne
    Telefon: 3283 3456
    E-mail: mpe@lederne.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/prm-ivaerksaetteri-og-ledelsesfag-skal-tiltraekke-unge-til-erhvervsskolerne?releaseId=13087214