Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Arts
Vi mennesker har altid leget, og legen er et vigtigt element i det at blive menneske, forklarer legeforsker og lektor på DPU Lars Geer Hammershøj i det nye nummer af Asterisk, der denne gang afdækker legens grundform, betydning og nye afskygninger.
“Legen er et rum, der er frit, hvor man kan gøre sine erfaringer. Derfor er det vigtigt at se legen som noget, der har værdi i sig selv, og ikke bare som løftestang for at udvikle bestemte kompetencer,” siger han og understreger, at legen på den måde er nytteløs.
Men netop fordi den – i sin rene form – ikke tjener andre formål end sit eget, gør legen os i stand til at forstå vores følelser og udøve dømmekraft. Og i et dannelsesperspektiv bliver legen derfor “rasende vigtig for det at blive menneske,” mener Lars Geer Hammershøj.
Drop fordømmelsen af den digitale leg
Med teknologiens fremmarch, og alt hvad det indebærer af tablets, smartphones, YouTube og sociale medier, har legen imidlertid fået nye vilkår. Men det er ikke nødvendigvis et problem, mener Stine Liv Johansen, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Faktisk rummer teknologien – hvis den bliver brugt rigtigt – masser af muligheder for at avancere legen, bl.a. ved at integrere den fysiske leg med det digitale univers. Derfor skal voksne droppe fordømmelsen af den digitale leg og i stedet interessere sig for de nye muligheder, teknologien skaber for børnene og deres leg.
“Meget digital leg bliver opfattet som unyttigt og dårlig smag. Men det er brandærgerligt. Vi voksne behøver ikke elske det, men vi skal forstå, at børn og unge lærer en masse af at udforske det. De lærer, at fortælle historier, interagere, lave fællesskaber omkring sig, blive dygtige til at redigere og til en masse andet teknisk,” forklarer Stine Liv Johansen.
Det strukturerede børneliv truer legen
Den digitale leg styrer børnene i høj grad selv, og det skal de også, lyder det fra Stine Liv Johansen, der ligesom Lars Geer Hammershøj generelt er skeptisk over for den øgede voksenovervågning, vi ser i børnelivet i dag. Den sker sideløbende med, at børns liv er blevet institutionaliseret og struktureret i en grad, der ifølge forskerne ikke gavner legen – tværtimod. Begge forskere peger på, at den måde, vi strukturerer børnelivet på i dag, ser ud til at være den største trussel mod legen.
“Børns tid er meget struktureret af voksne – faktisk i så stor grad at deres mulighed for at lege, ser ud til at være begrænset i forhold til tidligere,” siger Lars Geer Hammershøj.
YouTube er fri for voksne
Og det er i lyset af den øgede voksenovervågning og strukturering af børnenes liv, vi skal forstå, hvorfor YouTube er så populært blandt nutidens børn og teenagere, mener Stine Liv Johansen.
“YouTube er det sted, hvor børn og unge kan være i fred for de voksne. Der kan man være fræk og skør og grænseoverskridende. Alle de ting, som også hører børnelivet til, får virkelig afløb her,” siger Stine Liv Johansen og forklarer, at YouTube er det rum, hvor de yngre børn i dag lærer af de ældre børn – præcis som de altid har gjort.
“Youtuberne er vor tids store søskende, som oven i købet gerne vil dig, taler til dig og er i øjenhøjde,” lyder det fra Stine Liv Johansen.
Pædagoger har godt fat i den digitale leg
Hvad angår de mindre børn, så opfordrer hun til, at deres digitale leg bliver mere kreativ. Det er mest en opsang til forældrene, der ifølge Stine Liv Johansen endnu ikke udnytter teknologiens muligheder godt nok, når det kommer til den digitale leg, men ofte ukritisk lader børnene være passive tilskuere på iPad’en. Derimod er hun optimistisk hvad angår pædagoger og institutioners tilgang, som hun finder langt mere udforskende.
“Mange pædagoger har knækket koden til, hvordan man skaber samspil mellem det digitale og det analoge,” siger hun.
Læs hele artiklen eller hør den som podcast:
Læs de øvrige artikler om leg:
Artikler uden for tema:
Kontakt:
Mathilde Weirsøe, redaktør
E: mawei@au.dk
M: 60382607
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/slip-legen-fri—magasinet-asterisk-gor-status-pa-leg-anno-2018?releaseId=13083163