Pressemeddelelse fra FTF
Tilsynsbesøg og arbejdsmiljølovgivning har en klar effekt og forebygger problemer i arbejdsmiljøet.
Det konkluderer en ny og meget omfattende gennemgang af dansk og international forskning.
Arbejdstilsynet har bedt en forskergruppe gennemgå eksisterende viden om effekten af virkemidler i arbejdsmiljøindsatsen. Forskerne har gennemgået en omfattende mængde international litteratur og undersøgelser om virkemidlerne regulering, tilsyn, undervisning, kampagner og tekniske hjælpemidler fra 1966 til 2017.
Forskerne konkluderer, at der er “moderat stærk evidens for, at lovgivning og tilsyn er virksomme i forhold til forebyggelse af arbejdsulykker og overholdelse af regler og standarder på arbejdsmiljøområdet.”
I Norge er et lignende litteraturstudie fra det norske arbejdsmiljøforskningsinstitut kommet frem til det samme resultat (Læs mere her).
Selvom en stor del af litteratur og undersøgelser er fra USA, konkluderer den danske forskergruppe, at de undersøgte virkemidler er sammenlignelige, og at resultaterne kan generaliseres på tværs af landene.
“Vi mener, at resultaterne kan generaliseres på tværs af de vestlige lande”, skriver forskerne.
FTF: Brug for nye regler og stærkere tilsyn
Den nye forskning får hovedorganisationen FTF til at rejse ønsket om, at politikerne vedtager klare regler om psykisk arbejdsmiljø og sikrer større, faste bevillinger til Arbejdstilsynet – herunder midler til en målrettet indsats mod de stigende problemer med det psykiske arbejdsmiljø.
“Politikerne bør vedtage en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø efter svensk forbillede. Klare regler skal sikre, at arbejdsgiverne forebygger belastninger i det psykiske arbejdsmiljø og sørger for, at der fx er balance mellem krav og ressourcer, antal opgaver og antal hænder”, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.
Fra 2007 til 2018 er bevillingerne til Arbejdstilsynets tilsyn beskåret med 182 mio. kroner, viser svar fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sendt til Socialdemokratiets Lennart Damsbo-Andersen (Se svar her).
“Politikerne bør stoppe for besparelserne og investere flere penge i Arbejdstilsynet – især i indsatsen for et bedre psykisk arbejdsmiljø”, fastslår Bente Sorgenfrey.
Regeringens ekspertudvalg om arbejdsmiljø arbejder netop nu på anbefalinger, som forventes offentliggjort efter sommerferien. Derefter skal arbejdsmiljøforligskredsen i Folketinget drøfte den fremtidige indsats.
Forskere advarer mod stigende problemer
Forskergruppen advarer mod de stigende problemer med forringet arbejdsmiljø i Danmark.
“I 2007 udgjorde virksomhedernes bidrag til erhvervssygdomsforsikringen i alt 2,2 mia. kr., som dækker erstatning for helbredsforringelse og nedsat erhvervsevne som følge af arbejdsulykker og arbejdsbetingede sygdomme. De reelle omkostninger for borgere, virksomheder og samfund i forbindelse med sygdomsbehandling og produktivitetstab er dog langt højere – af COWI og LO vurderet til over 60 milliarder kroner årligt.”, skriver forskerne.
På trods af visse usikkerhed konkluderer forskerne, at ingen anfægter, at arbejdsmiljøet samlet set spiller en afgørende rolle for produktivitet og for ulykker, muskel-skeletlidelser (MSB) og stress-relaterede lidelser samt en række andre sygdomme.
Kontakt:
Bente Sorgenfrey, formand, Mobil: 4045 2645 / beso@ftf.dk
Nina Hedegaard, konsulent i FTF, mobil: 5168 0261 / nihe@ftf.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forskere-regler-og-tilsyn-styrker-arbejdsmiljoet?releaseId=13070105