Pressemeddelelse fra Dansk Socialrådgiverforening
Af Lærke Øland Frederiksen
Hver anden borger i ressourceforløb bliver indstillet til en social indsats, fordi rehabiliteringsteamet vurderer, at det er nødvendigt for at bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet. Men kun hver femte får rent faktisk en social indsats. Det viser regeringens evaluering af reformen af førtidspension, skriver Dansk Socialrådgiverforening i dag i sit nyhedsbrev.
Det er bare et af eksemplerne på, at der er stor forskel på, hvad rehabiliteringsteamet indstiller, og hvad der kommer med i borgerens indsatsplan. 73 procent bliver indstillet til at få en mentor, men kun 31 procent får en. Og 80 procent bliver indstillet til en virksomhedsrettet indsats, men kun i 21 procent af sagerne bliver den ført ud i livet.
Tallene viser tydeligt, at der er brug for mere kvalitet og indhold i ressourceforløbene, mener Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.
“Forskellen mellem teamets indstillinger og indholdet i planerne er et stort problem, som i praksis udhuler ressourceforløbene. Vi ved fra de mange kommuner, der gør det godt, at vi kan lave rigtig gode ressourceforløb, hvis vi følger de faglige vurderinger,” siger hun.
Beslutningskompetence til teamet
Forklaringen på den store forskel imellem, hvad rehabiliteringsteamsne indstiller, og hvad der bliver bevilget i sidste ende, kan findes i den måde, kommunerne har organiseret sig på, vurderer Tanja Dall, der er postdoc og forsker i socialt arbejde på Aalborg Universitet.
“Rehabiliteringsteamet kan vurdere, at der eksempelvis er behov for bostøtte. Men når borgeren så søger om det ovre i socialforvaltning, så kan de give afslag, fordi de ikke mener, at borgeren er berettiget til det,” siger hun.
Formålet med ressourceforløbene var netop at koordinere indsatserne på tværs af beskæftigelsesforvaltningen og socialforvaltningen. Men problemerne opstår typisk, når sagsbehandleren i jobcenteret skal finde ud af, hvad der findes af indsatser på socialområdet.
“Det kan være en udfordring, at den anbefalede indsats slet ikke findes i kommunen, at der er lang venteliste eller at der ikke er budgetteret med, at der pludselig er flere der søger om eksempelvis bostøtte,” siger Tanja Dall.
For at undgå disse problemer foreslår Dansk Socialrådgiverforening, at det rehabiliteringsteam, som kommer med de faglige anbefalinger, også får bemyndigelse til at træffe de nødvendige afgørelser om, hvilke indsatser borgeren skal have i sit ressourceforløb.
Kontakt:
Bjarke Hartmeyer Christiansen
26279914
bhc@socialraadgiverne.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-anden-i-ressourceforlob-har-brug-for-en-social-indsats—men-kun-hver-femte-far-det?releaseId=13062684