PRM / Danskerne vil aflevere mange flasker og dåser ad gangen

    Pressemeddelelse fra Dansk Retursystem

    Dansk Retursystem udvikler og tester løbende nye afleveringsmuligheder til forbrugerne. Drop & Go er en løsning, der tilgodeser de forbrugere, som skal af med mange emballager, og derfor har miljøvirksomheden valgt at teste det i marts, april og maj måned i Rødovre Centrum. I går var testperiodens sidste dag.

    Drop & Go fungerer ved, at du hælder de tomme dåser og flasker ned i en sluse, hvorefter de bliver talt automatisk, og panten bliver udbetalt. Maskinen tæller op til 120 emballager i minuttet. Det er tre gange så hurtigt som flaskeautomater i butikkerne.

    “Drop & Go er oprindeligt udviklet som en festivalløsning, men vi ønskede at teste systemet i det offentlige rum. Målet var at undersøge, om der var interesse for det blandt forbrugerne – om folk så at sige ville flytte sig efter det. Og det må man sige, de gerne vil,” fortæller Marlene Fris, som er markedsdirektør i Dansk Retursystem.

    En succes der kan udvikles på

    Faktisk var succesen så stor, at Drop & Go i Rødovre Centrum i perioden var det sted i landet, hvor der blev afleveret flest tomme pantflasker og -dåser. Den sidste weekend, Drop & Go var åben, blev der afleveret 70.000 emballager. Og i alt blev der afleveret næsten 1,5 mio. tomme dåser og flasker i løbet af de tre måneder, systemet blev testet. Men nu lukker det igen, og det er der ifølge Marlene Fris en god grund til.

    “Drop & Go er ikke designet til at være en permanent løsning, bl.a. fordi den er bemandet og dermed simpelthen for dyr. Det kan lade sig gøre på en festival i en uges tid, men ikke ellers. Men vi har set, at behovet for den her type afleveringssystem er der – så vi tager de gode erfaringer og tilbagemeldinger med retur til vores udviklingsafdeling, hvor vi hele tiden arbejder på at gøre det lettere og hurtigere for danskerne at aflevere tomme emballager.”

    I løbet af efteråret bliver det besluttet, om Drop & Go kan udvikles til at blive en permanent løsning. Og hvad skal der så ske med den i mellemtiden? Det har Marlene Fris svaret på:

    “Nu skal Drop & Go tilbage, hvor den er tiltænkt. På sommerens festivaller.”

    Dansk Retursystem arbejder løbende på nye og anderledes løsninger, som f.eks. vores pantstationer, som findes 12 steder fordelt rundt i landet.

    Fakta: Hver dag afleverer danskerne i gennemsnit 3,5 millioner engangsflasker og dåser. Dansk Retursystem henter emballager fra cirka 15.000 steder over hele landet og sørger for, at de bliver gen-anvendt. Miljøvirksomheden, der er non-profit, har eneretten til at drive det danske pantsystem og er ejet af bryggerierne og reguleret af Miljøministeriet.

    Kontakt:

    Flere informationer og aftaler om interview fås hos kommunikationsdirektør Hanne Luke på tlf. 20 14 05 18 eller hlu@danskretursystem.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danskerne-vil-aflevere-mange-flasker-og-daser-ad-gangen?releaseId=12977260