Pressemeddelelse fra Dansk Vækstkapital II
2017 blev et år med nye investeringer og yderligere tilsagn om kapital til Dansk Vækstkapital II fra både eksisterende og nye investorer. Fire nye fonde blev føjet til i 2017, så porteføljen ved udgangen af året talte i alt seks fonde. Den samlede kapital under forvaltning i Dansk Vækstkapital II blev med to yderligere closings bragt op på lige knap 3 mia. kr.
“Vi er i færd med at opbygge en solid portefølje af fonde og forvaltere med kompetencerne til at investere i stærke virksomheder. Med tilsagn om kapital til fire nye fonde i 2017 skrider arbejdet frem i et fornuftigt tempo, og ved udgangen af 2017 havde vi samlet givet tilsagn til seks fonde for mere end 1 mia. kr. Dertil kommer, at vi med de afsluttende tilsagn til Dansk Vækstkapital II har fået en endnu bredere investorkreds og et stærkt fundament at foretage yderligere investeringer ud fra,” siger Ulrik Spork, bestyrelsesformand i Dansk Vækstkapital II.
Resultatet for året blev et underskud på 21,7 mio. kr.
“Vi forventede et underskud i 2017. De første år i en fund-of-funds som Dansk Vækstkapital II er forbundet med omkostninger til opbygning af fondsporteføljen, mens værdiudviklingen i de virksomheder, fondene investerer i, først viser sig senere. En lignende udvikling så vi i Dansk Vækstkapital I, som i dag leverer flotte overskud. Jeg er på den baggrund tilfreds med årets aktivitet.”
De fire nye fonde, som blev føjet til Dansk Vækstkapital II’s portefølje i 2017, er kapitalfondene Capidea Kapital III, Axcel V og Catacap II samt venturefonden Balderton Capital VI. Samlet fik de tilsagn om 678,8 mio. kr. fra Dansk Vækstkapital II.
De seks fonde i Dansk Vækstkapitals portefølje havde ved udgangen af 2017 i alt foretaget investeringer i 19 virksomheder, der spænder vidt over både brancher, geografi, størrelse og alder. Investeringerne tæller bl.a. Labster, som udvikler virtuelle laboratorier, og LanguageWire, som automatiserer processen omkring oversættelse for kunder med behov for mange tekster på flere sprog. Se flere eksempler på investeringer i årsrapporten.
Kontakt:
Ulrik Spork, bestyrelsesformand i Dansk Vækstkapital II, kontaktes via chef for kommunikation og CSR i Vækstfonden, Peter Bruun på pbr@vf.dk / 40 81 35 46
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arsrapport-2017-for-dansk-vaekstkapital-ii-stor-aktivitet-og-resultat-som-forventet?releaseId=12745970








