PRM / Bevar den lokale forankring af erhvervsfremmearbejdet!

    Pressemeddelelse fra Sorø Erhverv

    Formand for Sorø Erhvervsudviklingsråd, Michael von Bülow.

    Vi skriver til jer på vegne af virksomhederne på Sjælland. Fordi vi har noget på hjerte i forhold til de anbefalinger, Forenklingsudvalget for Erhvervsfremme offentliggjorde fredag d. 6. april.

    Desværre lægger Forenklingsudvalget op til en centralisering, som vil fjerne den lokale erhvervsservice, og dermed det lokale kontaktlag mellem erhvervsfremmesystemet og virksomhederne. De dele af anbefalingerne må vi advare og protestere kraftigt imod, da det vil betyde, at størstedelen af de virksomheder, der bruger systemet i dag, ikke vil gøre det fremadrettet.

    Ved at fjerne nærheden og de tætte relationer mellem den lokale erhvervsservice og virksomhederne, mister systemet sin evne til at matche virksomhederne med de rette tilbud, når virksomheden har behovet. Det kræver timing, kendskab og tillidsfulde relationer, og det kan kun skabes lokalt. Den opgave kan ikke løftes af en enhed, som ikke er massivt forankret, opsøgende og synlig i lokalområdet. Et regionalt erhvervshus vil aldrig, selv med et antal satellitter, kunne løse den opgave.

    Vi er enige i, at systemet skal forenkles, men den lokale kontaktflade til SMV’ere og iværksættere er det forkerte sted at spare. Det er ikke den del af systemet, som er ikke-efterspørgselsorienteret og uoverskueligt for os virksomheder. Derimod er vi glade for den direkte dialog, og hvis det forbydes de enkelte kommuner at udføre opsøgende 1:1-vejledning, så skal vi som virksomheder finde andre veje til dialogen med vores hjemkommune om lokal forventningsafstemning, om samarbejdet om at skabe vækst og tiltrække investeringer, om beskæftigelsesindsatsen, om lærepladser til de unge, og om udvikling af gode lokalsamfund og så videre. For os vil det være det modsatte af forenkling.

    Siden kommunalreformen har vi organiseret os i et samarbejde mellem erhvervsliv og kommuner om at styrke den lokale erhvervsudvikling i vores områder. Alene i de organisationer, vi repræsenterer, er 130 erhvervsfolk engageret i vores bestyrelser, hvor de sammen med kommuner, uddannelsesinstitutioner og andre arbejder med at styrke de lokale betingelser for at drive virksomhed i synergien mellem erhvervsservice, erhvervsudvikling og myndighedsarbejde. I vores optik er det et engagement og en lokal gearing af de offentlige erhvervsfremmemidler, som er betydelig, og som vil bortfalde ved en centralisering.

    Det lokale samarbejde bærer frugt og skaber resultater i form af arbejdspladser, udvikling og vækst. Forenklingsudvalget lægger nu op til at fjerne en stor del af den værktøjskasse, som vi anvender i det arbejde. Det vil være ødelæggende for det operationelle og strategiske fællesskab om at udvikle vores lokalområder i samarbejde og med udgangspunkt i lokale behov og muligheder.

    At lade det arbejde overgå til et regionalt Erhvervshus og en national strategi vil i vores optik være en fatal fejl og en total underkendelse af vores lokale ret og pligt. Skal vi have vækst og udvikling i hele Danmark, så kræver det en lokal forankring.

    På vegne af 3.730 sjællandske virksomheder:

    Lars Børsting
    Direktør Næstved Cityforening, på vegne af 190 medlemsvirksomheder

    Torben Johansen
    Formand for Næstved Erhvervsforening, på vegne af 350 medlemsvirksomheder

    Niels Jørgensen
    Formand for Kalundborgegnens Erhvervsråd, på vegne af 450 medlemsvirksomheder.

    Michael Tøgersen
    Formand for Frederikssund Erhverv, på vegne af 213 medlemsvirksomheder.

    Steen Marslew
    Formand for Holbæk Erhvervsforum, på vegne af 632 medlemsvirksomheder.

    Pernille Beckmann
    Borgmester i Greve Kommune, Formand for ErhvervsCentret, Greve kommune og Greve-Solrød Erhvervsservice

    Marie-Louise Munter
    Bestyrelsesformand, Roskilde Erhvervsforum på vegne af 500 medlemsvirksomheder

    Christian Brix-Hansen
    Formand, Vordingborg Erhvervsforening, på vegne af 200 medlemsvirksomheder og formand for Vordingborg Erhverv A/S

    Carsten Rasmussen
    Borgmester i Næstved Kommune og Formand for Næstved Erhverv

    Sten Corfix Jensen
    Formand Business Faxe Copenhagen, på vegne af 232 medlemsvirksomheder

    Ulf Stephenson
    Formand for Køge Erhvervsudviklingsråd

    Michael von Bülow
    Formand for Sorø Erhvervsudviklingsråd

    Johnny Andersen
    Formand for Hårlev Borger & Erhvervsforening, på vegne af 200 medlemmer

    Kathrine Hendrichsen
    Formand for Stevns Turistforening, På vegne af 63 medlemmer

    Charlotte Mannstaedt
    Formand for Stevns Erhvervsråd, på vegne af 216 medlemsvirksomheder

    Steen WitthøfftFormand for Netværket HB Køge, På vegne af 240 medlemsvirksomheder

    Tim Warner
    Formand Store Heddinge Borger & Handelsstandsforening, På vegne af 90 medlemmer

    Flemming Hansen
    Bestyrelsesformand, Slagelse Erhvervscenter

    Michael Buhl
    Bestyrelsesformand for Connect Køge

    Helge S. Poulsen
    Bestyrelsesformand, Slagelse Erhvervsråd

    Kontakt:

    Formand Sorø Erhvervsudviklingsråd
    Michael von Bülow
    mail: michael@vonbulow.co
    telefon: 5353 8118

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bevar-den-lokale-forankring-af-erhvervsfremmearbejdet?releaseId=12676355