PRM / ALIVE FESTIVAL med musik og bl.a. harpunfiskeri i Thy

    Pressemeddelelse fra Cold Coast

    Thy er et lille samfund, hvor folk kommer hinanden ved, og det er der store kvaliteter i. Det er i det umiddelbare møde med mennesker og kulturer – gennem vedkommende oplevelser – at horisonter udvides og fordomme nedbrydes.

    – Alive er en musikfestival, der formidler og udvider kendskabet til ny og udfordrende kultur, men vigtigst er det en festival, der bygger på drømmen om at skabe en helt særlig og anderledes oplevelse med det nære møde og den lokale ånd i centrum, fortæller Mathias Brander Skovsted fra festivalen.

    Alive Festival er siden starten i 2009 løbet af stablen hvert år i august og kan nu fejre 10-års jubilæum. Jubilæet er samtidig en hyldest til de frivillige ildsjæle bag festivalen, der trods hårde odds har vendt udkantsdiskursen på hovedet og skabt en festivaloase i det vilde vest langt fra storbyerne.

    – Alive arbejder ud fra et mantra om at gøre alle forestillinger om det mulige og umulige til skamme, og på 10 år har festivalen udviklet sig fra en gårdfest til en omfattende Thy-oplevelse, der blander et ambitiøst musikprogram på en intim festivalplads med egnens lokale råvarer og storslåede natur, fortæller Mathias Brander Skovsted.

    Den bedrift bliver hvert år bekræftet af festivalens glade gæster og er senest blevet anerkendt med tildelingen af Nordjyske Kulturpris 2017.

    Udvidet dagsprogram
    Thy er et af landets smukkeste områder med fjord, hav, hede, klit, skov og nationalpark, og Alive har besluttet at sprænge festivalpladsens rammer og at inddrage det hele i festivaloplevelsen.

    Når Alive til august åbner portene for 10. år i streg, fejres det runde jubilæum derfor med et udvidet dagsprogram og et rigt supplement til musikprogrammet:

    – Festivalgæsterne vil blive guidet rundt i egnens rå, romantiske natur, velkendte områder og snørklede afkroge – alt sammen for at vise, hvor store oplevelser et lille hjørne som Thy kan byde på. Det netop offentliggjorte dagsprogram byder på alt fra vildmarkstur i Nationalpark Thy, besøg på Thisted Bryghus, surf og harpunfiskeri ved Vesterhavet og fællesmiddag med lokale specialiteter til eventyrtombola med unikke, uventede og intime Thy-oplevelser, fortæller Mathias Brander Skovsted.

    Et døgn i vildmarken
    Alive har siden begyndelsen haft fokus på at gentænke festivalformatet og har derfor stillet den sædvanlige festivalopvarmning på hylden til fordel for en medrivende vandretursoplevelse i en af Danmarks mest betagende nationalparker.

    – I selskab med lokale guides går turen igennem det flotte landskab, der vil bringe den indre eventyrer ud i enhver festivalgænger. Under kyndig vejledning af lokale natureksperter vil den thy’ske natur blive udforsket – maden vil blive lavet over bål af lokale råvarer og natten tilbragt under åben himmel, fortæller Mathias Brander Skovsted.

    Besøg på Thisted Bryghus
    Thisted Bryghus er en fast bestanddel af Alive-oplevelsen, og lige så længe festivalen har eksisteret, har det været med Thy-øl i glasset. Traditionen tro finder festivalåbningen sted på det lokale bryggeri, der inviterer indenfor til dj’s og ølsmagning i den hyggelige bryggergård.

    – Derudover byder brygmesteren på rundvisning og anekdoter om produktionen af de populære øl, der de sidste tre år har sikret dem kåringen som ‘Årets Bryggeri’ af Danske Ølentusiaster i 2015, 2016 og 2017, fortæller Mathias Brander Skovsted.

    Den store fællesmiddag
    Alive finder stor stolthed i at tilbyde mad lavet af lokale råvarer. Netop derfor allierer festivalen sig hvert år med lokale partnere, og i år er ingen undtagelse: Inden første koncert inviterer Alive på bugnende langborde til en stor fællesmiddag.

    Det lokale og velrenommerede Spisehuset Thy disker denne gang op med kulinariske overraskelser og smagsoplevelser, der kan tilfredsstille enhver sulten gæst.

    – Chefkokken Rasmus Bang Vognsen sørger for, at der ikke kommer til at mangle noget på det veldækkede bord, som lader Thy møde Spanien i thy’sk tapas. Thisted Bryghus står klar med drikkevarer, der er nøje udvalgt til menuen, fortæller Mathias Brander Skovsted.

    En dag ved havet
    Et besøg i Thy forpligter også et besøg ved Vesterhavet, og Alive sørger for en tur til den gamle fiskerby Nørre Vorupør.

    – Her vil der være surfskole med professionelle instruktører, og i år vil der desuden være mulighed for at prøve kræfter med en helt ny oplevelse på havet: harpunfiskeri, fortæller Mathias Brander Skovsted.

    Til landkrabberne vil det være muligt at spille fodbold på stranden, kaste sig i det lokale havnebad, indtage en fiskeplatte af lokale råvarer eller bare nyde udsigten med en kold øl og vestenvind i håret.

    – Så uanset om man er mest til at surfe oven vande, jage under vandet eller slappe af på stranden, får alle muligheden for at opleve det efterhånden velkendte Cold Hawaii, fortæller Mathias Brander Skovsted.

    Den thy’ske eventyrtombola
    “Lad skæbnen råde, og få en helt særlig oplevelse”, lyder opskriften på Alives seneste tiltag: eventyrtombolaen.

    Hvert tombolalod giver adgang til en unik og intim Thy-oplevelse, der både kan rumme overraskende natur- og kulturmøder, stærke smagsoplevelser og rendyrket afspænding.

    På festivalens sidste dag bliver alle lodder afsløret og indfriet, hvor festivalgæsterne i små hold bliver kørt ud til deres specifikke Thy-eventyr. Selvom holdene bliver tilfældigt udtrukket, har alle muligheden for at dele oplevelsen med sine venner.

    – Den thy’ske eventyrtombola viser de sider af Thy, som festivalgængerne ikke normalt ville stifte bekendtskab med, og fælles for alle oplevelser er en garanteret mindeværdig eftermiddag et sted mellem hav og fjord, fortæller Mathias Brander Skovsted.

    Alive Festival finder sted den 16.-18. august 2018 i Christiansgave i Thisted. De første navne på plakaten er Warhaus (BE), Peter Sommer & Tiggerne, Blaue Blume og Iris Gold, og de næste offentliggørelser følger trop inden længe.

    Kontakt:

    Mathias Brander Skovsted
    Kommunikationsansvarlig
    mathias@alivefestival.dk
    Mobil: 93 91 26 47

    Mads Dahl
    Formand og booker
    mads@alivefestival.dk
    Mobil: 22 76 26 00

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12534025