PRM / Departementschef Thomas Egebo bliver Energinets ny administrerende direktør

    Pressemeddelelse fra Energinet

    Energinets bestyrelse har valgt Thomas Egebo som ny administrerende direktør for Energinet. Thomas Egebo afløser Peder Østermark Andreasen, som efter 13 år på posten har valgt at træde tilbage.

    Thomas Egebo kommer fra stillingen som departementschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

    Bestyrelsesformand Lars Barfoed fortæller:

    “Efter en grundig søgeproces har en enig bestyrelse besluttet at ansætte Thomas Egebo som administrerende direktør i Energinet. Med sin baggrund som departementschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har Thomas Egebo en meget stærk faglig profil i forhold til jobbet i Energinet. Samtidig har han den solide erfaring som topleder, som jobbet kræver. Derfor har jeg stor tillid til, at Thomas kan løfte opgaven som administrerende direktør i Energinet.”

    Samarbejde og stærke kompetencer
    “Det er afgørende, at Energinets direktør både har evnen og indsigten til at lede en stor og kompleks virksomhed og samtidig har den nødvendige samfundsmæssige og politiske forståelse for Energinets særlige rolle i forhold til energisektoren og samfundet. Den administrerende direktør har sammen med den øvrige ledelse og medarbejderne den opgave at værne om forsyningssikkerheden og løbende optimere effektiviteten i den daglige drift. Det skal gå hånd i hånd med det store ansvar, Energinet har i at bidrage til den langsigtede udvikling af energisektoren frem mod en stigende andel af vedvarende energi og i det hele taget være en aktiv deltager i innovationen i energisektoren baseret på digitalisering, nye teknologier og internationalisering.”

    Egebo: Energinet er en af de vigtigste og mest spændende virksomheder i Danmark

    Og Lars Barfoed fortsætter: “Energinet har en unik kultur, der er båret af samarbejde og stærke kompetencer. Det har været vigtigt for mig, at den nye direktør har forståelse for det og kan bære det videre. Det er jeg sikker på, at Thomas kan og vil. Sammen med den øvrige bestyrelse glæder jeg mig til samarbejdet med Thomas Egebo.”

    Thomas Egebo glæder sig til jobbet som administrerende direktør og udtaler: “Det bliver fantastisk at stå i spidsen for Energinet. Energinet er en af de vigtigste og mest spændende virksomheder i Danmark. Energinet forvalter og udbygger samfundskritisk energiinfrastruktur i milliardklassen, sikrer høj forsyningssikkerhed og velfungerende markeder for el og gas og understøtter en effektiv omstilling til ren energi. Det er særdeles meningsfulde og motiverende opgaver, som jeg glæder mig til at stå i spidsen for.”

    Thomas Egebo bliver øverste chef for Energinet og Energinets datterselskaber, bl.a. Dansk Gas Distribution og Gas Storage Denmark. I alt tæller koncernen cirka 1200 ansatte. Thomas Egebo tiltræder jobbet som administrerende direktør senest 1. maj 2018.

    BLÅ BOG

    Thomas Egebo, født 1962
    Cand.polit. fra Københavns Universitet 1988

    Erhvervskarriere:
    2015: Departementschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
    2011: Departementschef i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet
    2007: Departementschef i Klima- og Energiministeriet
    2005-2007: Departementschef i Transport- og Energiministeriet
    2001-2005: Departementschef i Trafikministeriet
    1996-2001: Afdelingschef i Finansministeriet
    1995-1996: Principal Administrator, International Trade and Investment Division, Economics De-partment, OECD
    1993-1995: Kontorchef i Finansministeriet
    1991-1993: Administrator, Denmark-Sweden Desk, Economics Department, OECD
    1989-1991: Administrator, Economics Prospects Division Economics Department, OECD
    1989: Junior Administrator, Multinational Enterprises Capital Movements and Services Division, Directorate for Financial, Fiscal and Enterprise Affairs, OECD
    1988-1989: Junior Administrator, Econometric Unit, Economics Department, OECD

    Kontakt:

    Lars Barfoed, bestyrelsesformand i Energinet, mobil: 41 17 49 18.

    Jesper Nørskov Rasmussen, pressechef i Energinet, mobil 23 33 85 75.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12455715