PRM / Nyt samarbejde vil udvikle værdikæden inden for solenergi i Danmark

    Pressemeddelelse fra Danmarks Grønne Investeringsfond

    Virksomheden Nordic Solar Energy investerer i solcelleparker på de europæiske markeder. De ejer og driver allerede parker i syv europæiske lande. Med et nyt samarbejde med Danmarks Grønne Investeringsfond vil Nordic Solar Energy nu i højere grad investere i nyopførte solcelleparker, som kræver større ekspertise og udviklingsarbejde.

    Det næste skridt bliver en nyopført solcellepark i Polen, som forventes at stå færdig i første halvår af 2018. Parken omfatter i alt 10 MW fordelt på to lokationer.

    “I dag er man nødt til at arbejde med hele værdikæden inden for sol for at være konkurrencedygtig. Vi har opbygget en organisation, der kan styre hele værdikæden, og som har en bred international erfaring. Med Polen er vi på otte europæiske markeder, og etablering af solparker i Danmark er også en mulighed, vi ser på. Investering i solcelleparker i Danmark er blevet konkurrencedygtigt i takt med, at prisen på solpaneler er faldet,” siger Nikolaj Hoff, der er administrerende direktør i Nordic Solar Energy.

    Udviklingen i solenergi går lige nu hurtigt med en årlig vækst på ca. 25 procent om året, og prisen på solcelleteknologi er fortsat markant faldende. Det og de medfølgende skalafordele gør, at der er et stort forretningspotentiale i solenergi i de kommende år.

    “I Danmarks Grønne Investeringsfond er vi meget interesserede i, at hele den danske værdikæde omkring solenergi er så stærk som mulig. Nordic Solar Energy er med til at sikre, at vi i Danmark opbygger relevante og nødvendige kompetencer til, at Danmark kan blive en international aktør inden for solenergi,” siger Michael Zöllner, erhvervskundedirektør i Danmarks Grønne Investeringsfond.

    Nordic Solar Energy investerer langsigtet i europæisk solenergi, og er som sådan ikke afhængig af enkelte markeder eller kunder.

    “Vores tankegang er, at klima og energi er grænseoverskridende, og at handlen med el fra vedvarende energiforsyning derfor også i stigende grad vil blive internationaliseret og være uafhængig af landegrænser. Sol er drevet af skala i både anlægs- og driftsfasen. Der er en værdiforøgelse, og dermed prisreduktion for forbrugerne, i at kunne bygge stort. Sol er billigere end konventionel energiproduktion, og forbrugerne kan dermed få både billigere og grøn energi,” siger Nikolaj Hoff.

    Fakta

    Nordic Solar Energy har siden 2010 investeret i solcelleparker for en samlet værdi på mere end 1 mia. DKK.

    Nordic Solar Energy producerede i 2017 32.544 MWt grøn energi svarende til omtrent 9.300 hustandes årlige elforbrug eller 16.345 ton sparet udledning af CO2.

    Virksomheden ejer og driver solkraftværker i Tyskland, Spanien, Italien, Belgien, England, Frankrig og Portugal, og porteføljen udvides løbende med investeringer i hele EU.

    Kontakt:

    Linea Søgaard-Lidell
    Senior kommunikationsrådgiver, Danmarks Grønne Investeringsfond
    +45 22 13 58 55
    lsl@vf.dk

    Nikolaj Hoff
    Adm. direktør, Nordic Solar Energy
    +45 20 31 61 30
    nikolaj@nordicsolar.eu

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12432423