PRM / Djøf: Sammenbrud i OK18-forhandlingerne med staten

    Pressemeddelelse fra Djøf

    I dag fredag måtte parterne på det statslige område konstatere, at forhandlingerne om fornyelse af overenskomsten er brudt sammen. På helt centrale spørgsmål står parterne stadig for langt fra hinanden.

    – Vi har frem til forhandlingerne om en fornyelse af overenskomsten oplevet, at arbejdsvilkårene er blevet sat under et alvorligt pres. Vi mødes med en påstand om, at vi har for høje lønninger på det offentlige område. Det tegner desværre et billede af en statslig arbejdsgiver, der ikke deler opfattelsen af, at offentligt ansatte fortjener at få del i det økonomiske opsving i samfundet. Medarbejderne i den offentlige sektor bør værdsættes og belønnes – og her spiller overenskomsterne en afgørende rolle. Det er her, løn og andre vilkår fastlægges, siger Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig.

    – Siden krisen har vi udvist ansvarlighed og accepteret smalle forlig. Vi har vist samfundssind. Men nu er den økonomiske virkelighed en anden, og tiden er kommet til, at vores arbejde også lønmæssigt skal anerkendes. Det skal kunne ses i OK18-resultatet, fortsætter Sara Vergo.

    Hun konstaterer, at de statslige arbejdsgivere er kommet med et udspil til en økonomisk ramme, der er alt for lav. Og endda ligger under den ramme, der blev aftalt ved sidste forhandlingsrunde i 2015.

    – Det er helt uacceptabelt. Og hertil kommer, at den betalte frokost af Finansministeriet anses som et lokalt anliggende, der med et snuptag kan fjernes. Fridage, som vi altid har haft, bliver opsagt, og mere kunne føjes til, siger en indigneret Sara Vergo.

    – Vi har ikke stillet ultimative krav om rammens størrelse. Det vil være dårlig forhandlingsstil. Men udspillet fra Sophie Løhde er alt, alt for lavt til, at vi på nogen måde kan acceptere det.

    Djøf har derfor i enighed med alle andre statsansatte måtte konstatere, at enderne ikke kan mødes. Derfor er forhandlingerne brudt sammen. Og dermed også for de knap 19.000 statsansatte djøfere.

    – Vi har hele tiden – og vil også fremadrettet – gå efter en forhandlingsløsning. De videre forhandlinger må forventes at ske med bistand fra forligsinstitutionen, slutter Sara Vergo.

    Sara Vergo træffes for yderligere kommentarer på tlf. 31 37 39 20.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12329728