PRM / Danskerne udskyder reparationer på bilen

    Pressemeddelelse fra Codan Forsikring A/S

    Bilen er afgørende for at få hverdagen til at hænge sammen, mener langt størstedelen af de danske bilejere. En ny undersøgelse fra Codan viser nemlig, at 85 procent oplever, at bilen i meget høj grad eller i høj grad er vigtig for, at hverdagen kører, som den skal.

    Når bilen så får mindre skader som for eksempel en bule eller ridse, vælger en overvægt af os (77 procent) faktisk at udskyde eller helt fravælge reparationen. Det skyldes blandt andet, at det er svært at undvære den, og at det kan være dyrt at sende bilen på værksted. Således svarer hver femte, at en af grundene til at udskyde udbedringer af skader på bilen er, at det er svært at undvære bilen, mens den er på værksted.

    “Vi danskere er glade for vores biler. Faktisk er bilen den ting, som danskerne nødigst vil undvære næst efter køleskabet, når vi spørger ind til en række hverdagshjælpemidler. Og når mange af os samtidig har en travl hverdag, kan det skabe udfordringer, når bilen skal på værksted,” siger Niels Mortensen, der er privatdirektør hos Codan.

    Hjælp til travle bilejere

    Hos Codan har man forsøgt at imødekomme udfordringen ved at lancere en service kaldet ‘Bilhenter’. Ved mindre kaskoskader kan man vælge at få værkstedet til at hente bilen på hjemmeadressen eller arbejdet og få leveret en lånebil på stedet. Bilen bliver afleveret igen, når den er repareret, og samtidig bliver lånebilen afhentet. Det betyder, at bilejeren sparer tiden og besværet med at skulle på værksted – og forhåbentlig at bilejeren prioriterer at få bilen repareret.

    “Ideen med Bilenhenter-servicen er egentlig en tendens, vi kender fra andre brancher. Det handler om at gøre hverdagen så let som mulig for vores kunder. Det er ikke en typisk forsikringsydelse, men vi kan se gennem vores test af servicen, at det giver værdi for vores travle kunder som eksempelvis børnefamilierne, hvor bilen er central for at få logisitkken til at hænge sammen i hverdagen,” siger Niels Mortensen fra Codan.

    Fakta fra undersøgelsen

    • 77 procent af danskerne har udskudt eller fravalgt reparation af mindre skader på deres bil
    • 85 procent oplever, at bilen i meget høj grad eller i høj grad er vigtig for, at hverdagen kører, som den skal
    • Når man spørger danskerne, hvilke ting de nødigst vil undvære i deres hverdag, så kommer køleskabet (38 procent) ind som den ting, vi mindst vil undvære, på andenpladsen kommer bilen (21 procent) – og helt nede på en tredjeplads kommer vores mobiletelefon (14 procent) (derudover er der spurgt til: computer/tablet, høretelefoner, cykel, kaffemaskine, mobiltelefon, opvaskemaskine, TV/radio og vaskemaskine)

    Yderligere oplysninger

    Mads Houe, pressechef hos Codan Forsikring, tlf. 30 37 83 53

    Om undersøgelsen

    Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet Epinion. Undersøgelsen er gennemført i perioden 22.-30. november 2014 og baserer sig på en webspørgeskemaundersøgelse med 1.002 deltagere. Webspørgeskemaundersøgelsen er foretaget på et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i Epinions Danmarks Panel. Deltagerne i undersøgelsen har kørekort og er bilejere.

    Om Codan Forsikring

    Codan Forsikring er Danmarks tredjestørste forsikringsselskab og har knap 340.000 danske husstande og godt 50.000 små og store

    virksomheder som kunder. Codan Forsikring er en del af Codan-koncernen, der bl.a. ejer det svenske forsikringsselskab Trygg-Hansa.

    Codan-koncernen er i dag 100 procent ejet af den britiske forsikringskoncern RSA. Dermed er Codan en del af et af verdens største

    forsikringsselskaber med 23.000 medarbejdere. Læs mere om Codans arbejde med CSR her. Læs mere om Codan på www.codan.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12204252