PRM / Børnefamilier vasker reflekserne væk

    Pressemeddelelse fra Codan Forsikring A/S

    Tre ud af fire forældre sørger for at udstyre de små poder med refleksbrikker eller reflekser syet ind i overtøjet. Men de gode intentioner kan desværre være spildte, for en hele 79 procent af forældrene er samtidig ikke klar over, at refleksernes effekt aftager, når tøjet vaskes. Det viser en ny undersøgelse fra Codan og Børneulykkesfonden.

    “Familier med børn kan helt sikkert genkende, at de mindstes overtøj ryger mange gange igennem vaskemaskinen i en sæson med sne, mudder og sjap og udendørs leg. Men mange er ikke klar over, at reflekserne bliver slidt i vask og helt mister deres effekt. Derfor er det vigtigt, at forældrene husker at tjekke, om børnenes reflekser stadig dur efter mange vaske og evt. udstyre børnene med friske reflekser på overtøjet,” fortæller Camilla Amstrup, der er privatdirektør hos Codan og bestyrelsesformand i Børneulykkesfonden.

    Synligheden for en person i trafikken øges næsten fem gange, hvis man vel at mærke bærer reflekser der fungerer. Derfor er det vigtigt at have synlige reflekser på overtøjet i vintermånederne.

    Tjek reflekserne i overtøjet – helt enkelt

    Det helt store hit inden for reflekser er den slags, der er indsyet i tøjet. Ca. tre fjerdedele (72 procent) af de børn, der bærer reflekser, er udstyret med denne type. Og reflekser i overtøjet er også en effektiv måde at sikre synligheden i de mørke måneder, men ligesom alt andet tøj, bliver reflekser slidt i vask. Og hvis overtøjet går i arv, er der ekstra grund til at være opmærksom.

    “Reflekser holder til ca. 30 vaske, før de mister effekten. Som forælder kan du nemt tjekke, om reflekserne dur ved eksempelvis at lyse på børnenes overtøj med en lygte i et mørkt rum. Hvis reflekserne kun lyser svagt op, betyder det, at effekten er aftaget, men det betyder ikke nødvendigvis, at tøjet skal kasseres. Du kan eksempelvis sætte nye refleksbrikker eller badges på børnenes overtøj uden det store besvær,” siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

    Hele 69 procent af de danske bilister har oplevet at overse en person i trafikken på grund af manglende reflekser eller lygter. Derfor er der ekstra god grund til at tjekke holdbarheden på børnenes reflekser, så du er sikker på, at de bliver set i mørket.

    Sådan får du reflekserne til at holde længere

    Der er flere måder, du kan forlænge holdbarheden på reflekserne:

    • Brug aldrig vaskepulver beregnet til hvidt tøj. Det indeholder ofte blegemiddel, hvilket slider voldsomt på reflekserne.
    • Undgå skyllemiddel, da det ligger sig som en hinde over refleksmaterialet.
    • Vask ved lav temperatur – jo lavere jo bedre, da det varme vand slider mere på materialet.
    • Undgå tørretumbling, da gnidningen og varmen heller ikke er godt for refleksmaterialet. Hæng i stedet tøjet til tørre.

    Sådan tjekker du dine reflekser

    Det er nemt at se, når reflekserne er blevet slidte:

    • Lys på reflekserne i et mørkt rum med en lommelygte. Hvis refleksen lyser svagt op, skal den kasseres. Er du i tvivl, kan du sammenligne med en ny refleks.
    • Tjek overfladen på refleksen efter vask. Du kan ofte se, at refleksen er slidt, fx hvis den er meget mat.
    • Hvis reflekserne på børnenes overtøj ikke virker, kan du sy nyt refleksbånd på, udstyre dem med løse refleksbrikker eller sætte refleksbadges på tøjet.

    Udvalgte tal fra undersøgelsen

    • 79 procent af de danske forældre giver deres børn reflekser på overtøjet i den mørke tid.
    • 79 procent af danskerne ved ikke, at effekten af reflekser aftager, når de vaskes.
    • 66 procent af danskerne tror eller ved ikke, at reflekser kun kan holde til 30 vaske.
    • 69 procent af danske bilister har oplevet at overse en cyklist eller fodgænger på grund af manglende reflekser eller lygter.
    • Af de danskere, der bærer reflekser, bruger flest personer reflekser, der er syet ind i tøj og tasker (50 procent), dernæst refleksbrik i snor (34 procent), refleksvest (27 procent) og slap wraps (25 procent).

    Om undersøgelsen
    Undersøgelsen er gennemført for Børneulykkesfonden og Codan af Epinion. Undersøgelsen er baseret på i alt 1004 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere i alderen 15 til 64 år i perioden 22.-27. september 2017.

    Kontakt:

    Pressechef Mads Houe tlf.: +45 3037 8353 email: mdq@codan.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12153532