Pressemeddelelse fra Dansk Supermarked Group
Kulturlivet i Aalborg bliver en markant attraktion rigere, når Salling i Aalborg til sommer slår dørene op for et nyt spektakulært byrum på taget af stormagasinet. Navnet på projektet bliver Salling Rooftop.
Den nye tagterrasse kommer i forlængelse af en lignende attraktion på toppen af Sallings andet stormagasin i Aarhus. Her har tagterrassen været ekstremt populær siden åbningen i august 2017 med 700.000 besøgende i løbet af de første 4 måneder. Et besøgstal, der har gjort Salling Rooftop til en af Jyllands største attraktioner.
Nu er turen så kommet til Salling i Aalborg, hvor den nye tagterrasse bliver 1.400 kvadratmeter og kommer til at fungere som et offentligt tilgængeligt byrum i vekslende etager. Tagterrassen får plads til 550 gæster og kommer blandet andet til at byde på et væksthus med café og bar, en amfitrappe, inden- og udendørs udkigsposter med panoramaudsigt over by og fjord, hyggelige loungeområder, en grøn zen-garden og ikke mindst en angstprovokerende skywalk over Algade Torv.
En unik oplevelsesoase i hjertet af Aalborg
Salling Rooftop bliver et fristed og en oplevelsesoase. Det fortæller Anja Kibsgaard, der er stormagasinchef for Salling i Aalborg.
– Det er med stor begejstring, at vi kan offentliggøre, at drømmen om Salling Rooftop på toppen af Salling Aalborg bliver til virkelighed. Ambitionen er at skabe et nyt fristed til gavn for både Aalborg og hele Nordjylland. På Salling Rooftop bliver det muligt at nyde en kop kaffe, en cocktail eller en let anretning med udsigt over hele byen, men det bliver også et byrum fyldt med underholdning, arrangementer og ikke mindst gode oplevelser for alle, siger Anja Kibsgaard.
Ifølge administrerende direktør for Salling, Marianne Bedsted, har den massive interesse for Salling Rooftop i Aarhus været en afgørende faktor i overvejelserne omkring projektet i Aalborg.
– Der har været en fuldstændig overvældende interesse for Salling Rooftop i Aarhus med 700.000 besøgende på de første fire måneder og international bevågenhed fra medier som britiske The Telegraph og tyske ZDF. Vi blev hurtigt overbeviste om, at en lignende attraktion på Salling i Aalborg er en god idé. Vi fortsætter dermed også vores ambition om at gøre Sallings stormagasiner til fuldtonede oplevelseshuse, siger Marianne Bedsted.
Borgmesteren glæder sig over det nye projekt
Thomas Kastrup-Larsen, der er borgmester i Aalborg, ser et stort potentiale i Salling Rooftop, som bliver endnu et kulturelt løft til Aalborg, der i forvejen er inde i en rivende udvikling.
– Salling Rooftop er en gave til kulturlivet i Aalborg og et godt eksempel på den spændende udvikling, Aalborg gennemgår som by. Jeg tror, projektet kan være med til at tiltrække gæster fra både ind- og udland, og jeg er samtidig sikker på, at det bliver et attraktivt sted for byens borgere og gæster, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Samarbejde med byens kulturinstitutioner
Salling Rooftop kommer til at rumme alt fra open-air koncerter til yoga under åben himmel med storslået udsigt over Aalborg. Derudover er planen, at Salling skal bruge byrummet i samarbejde med byens mange kulturinstitutioner – blandt andet Musikkens Hus, Aalborg Karneval, Aalborg i Rødt og Aalborg Pride.
Salling Rooftop i Aalborg bliver offentligt tilgængeligt med indgang direkte fra gaden og via en ny elevator, der bliver bygget inde i stormagasinet. Salling er i tæt dialog med Aalborg Kommune og myndighederne om projektet.
Om Salling Rooftop
- Den nye tagterrasse bliver ca. 1.400 kvadratmeter
- Der bliver plads til 550 mennesker på Salling Rooftop
- Tagterrassen kommer til at have 330 udendørs siddepladser og 70 indendørs siddepladser
- Der bliver direkte adgang fra gaden og via en elevator i stormagasinet
- Tagterrassen er tegnet af Rambøll Arkitekter, mens A. Enggaard er entreprenør på projektet
- Salling Rooftop ventes allerede at åbne i sensommeren 2018
- Åbningstiderne bliver de samme som stormagasinet – 10-20 i hverdagene og 10-18 i weekenden
Kontakt:
Dansk Supermarked Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@dsg.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12078858