PRM / Årets Sportsnavn er Viktor Axelsen

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Det har været et hæsblæsende 2017 for badmintonspilleren Viktor Axelsen. Året peakede den 27. august, hvor den blot 23-årige fynbo slog den femdobbelte verdensmester og dobbelte olympiske mester Lin Dan fra Kina i VM-finalen. Tydeligt rørt kunne Viktor Axelsen lade sig hylde som verdensmester i herresingle. Den 6. januar 2018 kunne den nuværende etter på verdensranglisten i herresingle igen lade sig hylde. Denne gang som Årets Sportsnavn, der uddeles af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Jyllands-Posten. Desværre kunne Viktor Axelsen ikke selv være tilstede på scenen i Herning til Sport 2017, da han i øjeblikket deltager i en turnering i Indien. I stedet modtog hans to år yngre søster, Johanne, statuetten og de medfølgende 75.000 kroner af H.K.H. Kronprins Frederik.

    DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen, som sidder med i dommerkomitéen for Årets Sportsnavn siger om valget af Viktor Axelsen:

    “Vi har haft rigtig mange fornemme danske sportspræstationer i 2017, men Viktor Axelsens bedrifter stikker ud. På trods af vores stolte badmintontraditioner i Danmark, så er det 20 år siden, at vi sidst har haft en dansk verdensmester i herresingle, hvilket understreger det exceptionelle i Viktor VM-titel. At han samtidig kan lukke 2017 med at vinde de prestigefyldte sæsonfinaler og slutte som nummer et på verdensranglisten viser, at han har haft et fantastisk år. Viktor Axelsen er derfor en værdig vinder af det, som jeg i al beskedenhed vil kalde for Danmarks største sportspris, Årets Sportsnavn 2017,” siger Morten Mølholm Hansen.

    Udover VM-guldet i skotske Glasgow så vandt Viktor Axelsen i 2017 blandt andet Super Serie-turneringerne i Indien og Japan, sæsonfinalerne i Dubai og EM-guld for mix-hold i Polen. Den unge badmintonspillers sejrs-CV er med andre ord blevet væsentligt længere i 2017, hvor han slutter på en flot førsteplads på verdensranglisten i herresingle.

    De to andre nominerede til Årets Sportsnavn 2017 var Caroline Wozniacki for sine sejre i WTA-finalen i Singapore og i Tokyo Open og sejlerne Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen for deres VM-guld i 49’er FX

    DIF har siden 1991 uddelt prisen som Årets Sportsnavn sammen med Jyllands-Posten. Sportsredaktør for Jyllands-Posten, Troels Henriksen, er også fuld af begejstring over Viktor Axelsens 2017.

    “Viktor Axelsen har i 2017 efter min vurdering leveret en af de største, danske idrætspræstationer i det seneste årti. Ikke blot blev han verdensmester. Han nåede også toppen af verdensranglisten og vandt sæsonfinalen efter en sejr over Lee Chong Wei, der sammen med Lin Dan har været badmintonsportens største profil over de seneste ti år. Årets Sportsnavn gives således i år ikke for en enkeltstående flot præstation, men for en magtdemonstration set over hele året,” siger Troels Henriksen.

    Afgørelsen

    Ansvaret for kåringen af Årets Sportsnavn var lagt i hænderne på danskerne via en afstemning på JP.dk og en priskomité bestående af kulturminister Mette Bock, DIF-formand Niels Nygaard, DIF-direktør Morten Mølholm Hansen, Team Danmark-formand Frank Jensen, Team Danmark-direktør Lone Hansen, samt chefredaktør Jacob Nybroe og sportsredaktør Troels Henriksen fra Jyllands-Posten.

    Tidligere vindere af Årets Sportsnavn

    1991: Mette Jacobsen, svømning
    1992: Jesper Bank, sejlsport
    1993: Damelandsholdet, håndbold
    1994: Damelandsholdet, håndbold
    1995: Mette Jacobsen, svømning
    1996: Bjarne Riis, cykling
    1997: Wilson Kipketer, atletik
    1998: Letvægtsfireren, roning
    1999: Camilla Martin, badminton
    2000: Damelandsholdet, håndbold
    2001: Thomas Bjørn, golf
    2002: Tom Kristensen, motorsport
    2003: Nicki Pedersen, speedway
    2004: Letvægtsfireren, roning
    2005: Tom Kristensen, motorsport
    2006: Mikkel Kessler, boksning
    2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
    2008: Herrelandsholdet, håndbold
    2009: Lotte Friis, svømning
    2010: Caroline Wozniacki, tennis
    2011: Jeanette Ottesen, svømning
    2012: Lasse Norman Hansen, cykling
    2013: Maja Jager, bueskydning
    2014: Camilla Pedersen, triatlon
    2015: René Holten Poulsen, kajak
    2016: Pernille Blume, svømning

    Yderligere kommentarer:

    Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF, 21663774

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12042837