Pressemeddelelse fra Dansk Supermarked Group
Janusz Stroka tiltræder den 3. januar som ny landedirektør i Netto Polen. Han kommer dermed til at stå i spidsen for de planer, der er lagt for Netto Polen som et af Dansk Supermarkeds Groups centrale vækstområder.
– Janusz kommer til Netto med stor erfaring. Vores planer for Netto Polen er betydelige, og det har derfor været vigtig for os at finde en erfaren og dygtig leder som Janusz, der har haft adskillige nøglepositioner, hvorfra han bringer både stor kompetence og ekspertise. Janusz er samtidig født i Polen og har derfor en særdeles god forståelse af både kulturen og markedet, hvilket er væsentligt for os, siger Executive Vice President for Netto International, Michael Løve, om udnævnelsen af Janusz Stroka.
Janusz Stroka har senest fungeret som Divisional Director i REWE Group og har en stærk baggrund samt stor kundeforståelse gennem to årtiers ansættelse i ledende stillinger i flere forskellige lande, herunder Polen, Rusland og Ukraine.
Janusz Stroka skal i rollen som landedirektør medvirke til at accelerere udviklingen i Netto Polen. Ambitionen er bl.a. at åbne nye butikker i et højere tempo end hidtil, og målsætningen er, at Netto Polen skal åbne op til 40 butikker om året fra 2020 og fremad.
Den nye landedirektør selv ser frem til de nye udfordringer:
– Jeg ser meget frem til at blive en del af Dansk Supermarked Group og Netto International. Strategien for Netto Polen er særdeles ambitiøs, og det bliver derfor spændende at være med til at indfri strategien og målsætningerne. Ikke kun skal vi blive ved med at udvikle kvaliteten og udvalget af de gode produkter til lave priser, som kunderne kender Netto for, men vi skal også investere markant i både nuværende og nye butikker, og jeg glæder mig til at tage fat, siger Janusz Stroka.
– – – – – –
CV, Janusz Stroka
- 2018 -: Landedirektør for Netto Polen
- 2014 – 2016: Divisional Director, REWE Group
- 2011 – 2014: CEO, REWE Group Ukraine
- 2010 -2011: COO, REWE Group Russia
Kontakt:
Dansk Supermarked Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@dsg.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12031685








