Pressemeddelelse fra HK/Danmark
Prisen for Danmarks bedste Kollega uddeles af HK, der har fundet ti finalister blandt i alt 1.528 nominerede kolleger. De ti finalister er blevet bedømt af en jury, der har afgjort hvem der modtager prisen som Danmarks bedste Kollega i 2017.
Birgitta Kajn er nomineret til titlen af sin kollega Karina Gyldsø med disse ord:
“Når hun er på arbejde, giver hun kunderne den fulde pakke, og hun har altid overskud til at hjælpe vores kollegaer i afdelingen. Hun indtager altid afdelingen med en positiv ånd, hvilket betyder at selv en travl og stresset dag bliver rigtig sjov. Hun engagerer sig 100% i alt, hvad hun laver. Et eksempel er, da hun inviterede hele afdelingen hjem til kaffe og kage, så vi kunne lære hinanden bedre at kende og samtidig skabe sammenhold i afdelingen. Og vi er altså 38 i afdelingen. “
Birgitta Kajn har været tillidsrepræsentant siden 2007, og hun har siden 2016 også haft plads i HK Handels sektorbestyrelse. Sektorformand i HK Handel Hovedstaden, Mette Høgh, kalder prisen til Birgitta Kajn fuldt fortjent:
– Birgitta er en ildsjæl, som der ikke findes mange af. Hun er indbegrebet af HK’s slogan “Sammen er du stærkere”, og hun er i bogstavelig forstand den bedste kollega, man kan ønske sig, siger Mette Høgh.
Tilnavnet “Røde mor” er opstået på arbejdspladsen, hvor ingen er i tvivl om, at Birgitta Kajn har en udpræget retfærdighedssans og et hjerte, der banker for det sociale. Birgitta Kajn har tidligere været beskæftiget som bl.a. pædagogmedhjælper, folkeskolelærer og socialarbejder.
Kontakt:
Presseansvarlig Nina Juhl Østergaard: 5162 8770 nina.juhl.oestergaard@hk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11784176