PRM / Boligpriserne falder, før købmanden lukker

    Pressemeddelelse fra Boligsiden.dk

    I Serritslev nord for Brønderslev og i Hylke ved Skanderborg er købmanden truet af lukning, men i begge tilfælde er entreprenante borgere gået ind i kampen for at bevare deres lokale dagligvarebutikker ved at lave en ordning, hvor borgerne kan købe anparter i bevaringen af købmanden.

    I en lang række andre småbyer i Danmark er historien om den lokale købmand ikke helt så lykkelig. For her er butikken lukket, så borgerne må handle andre steder, indtil der måske på et tidspunkt åbner en ny købmand. Men hvad nu hvis man i de byer havde vidst mere om, hvilke tegn man skulle holde øje med, inden en købmand lukker? Kunne de så have gjort som i Serritslev og Hylke?

    Boligsiden.dk har undersøgt ét af de væsentligste parametre for, om en landsby er i vækst: Boligpriserne. Undersøgelsen omfatter en række købmænd, der er lukket i perioden 2011 til 2016, og den omfatter alle bolighandler i en radius af fem kilometer omkring disse købmænd. Analysen af tallene tegner et klart billede af udviklingen.

    “Vi siger ofte, at boligpriserne falder, efter en købmand er lukket, men den forklaring har været blind for udviklingen, inden det kommer dertil. Den her analyse viser, at det forholder sig omvendt. Boligpriserne falder, før købmanden lukker i 10 ud af 14 tilfælde. Det fald kan have rod i konjunkturer, men det kan også skyldes fraflytning, skolelukning eller husenes generelle stand,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, og forklarer videre:

    “Når vi ved, at boligpriserne falder, inden købmanden lukker, har vi et grundlag for at vide, hvornår vi skal sætte ind og prøve noget af det, som de er lykkedes med i Serritslev og Hylke. På den måde kan flere måske finde en løsning, så de kan beholde deres købmand.”

    At fastholde og tiltrække borgere
    I interesseorganisationen Landdistrikternes Fællesråd finder de resultaterne af Boligsiden.dk’s undersøgelse interessante. De forudser, at landsbyer fremover i højere grad kan bruge udviklingen i boligpriserne som én af rettesnorene for, hvornår de skal sætte ind med indsatser mod for eksempel fraflytning.

    “Det her beviser, hvor vigtigt det er for de små samfund at finde strategier tidligt for at fastholde og tiltrække nye borgere, så husene ikke forfalder og virksomhederne har folk at ansætte. Det er vigtigt for at skabe en god spiral, der skaber vækst frem for det modsatte, så ikke bare købmanden består, men så forsamlingshuset, skolen og de erhvervsdrivende også bliver i byen. For vi ved fra en undersøgelse blandt ejendomsmæglerne, at når først dagligvarebutikken er lukket, så kan det have store konsekvenser for huspriserne i byen,” siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

    Når nye købmænd afløser de gamle
    Lykkes det ikke at iværksætte indsatser, der kan bevare købmanden i byen, betyder det ikke nødvendigvis, at borgerne flytter i hobetal, og at byen må lukke. Faktisk viser undersøgelsen af byerne med de lukkede købmænd, at der i flere tilfælde åbner en købmand senere i samme lokaler eller et andet sted i byen.

    For eksempel arbejder et såkaldt købmandsudvalg lige nu i Bolderslev tæt på Aabenraa på et initiativ, der skal sikre, at der igen kommer en butik i byen med dagligvarer på hylderne.

    “Vi kan heldigvis læse i lokale medier, hvordan borgergrupper og lokalråd kæmper for enten at få åbnet en købmand eller at bevare en eksisterende som i Serritslev og Hylke. Vi ser mange af den slags tendenser mod omvendt urbanisering lige nu, hvor man vælger det lokale til. Det er godt for landdistrikterne,” siger Steffen Damsgaard.

    Birgit Daetz forklarer, at udviklingen i årene efter finanskrisen har styrket den tendens, Steffen Damsgaard taler om. Hun mener, at muligheden for, at chancen for at en ny købmand afløser den gamle er steget de seneste år.

    “De små samfund bliver ofte hårdere ramt, når konjunkturen svinger nedad. Der er ikke nogen, der tør flytte derud, fordi det går dårligt. Folk bliver altså i den bolig og i det arbejde, de har. Når økonomien så svinger op igen, tager folk flere chancer på boligmarkedet, og så er der måske én, der tør at åbne en købmand. De her processer er ikke statiske, og vi kan ikke sige: hvis-a-så-b. Butikker åbner og lukker i både store og små byer, og derfor ser vi også, at flere købmandsbutikker kan genopstå.”

    Lukkede købmænd

    UDVIKLING INDEN LUKNING

    NAVN PÅ KØBMAND

    ADRESSE

    POSTNUMMER OG BY

    ÅR FOR LUKNING

    FALDER

    Købmand

    Jernbanesvinget 2

    6392 Bolderslev

    2016

    STIGER

    Focus

    Landevejen 140

    5883 Oure

    2015

    STIGER

    Focus

    Kragenæsvej 82

    4943Torrig L

    2014

    FALDER

    Fdb Lokalbrugsen Jerup

    Skagensvej 427

    9981 Jerup

    2014

    FALDER

    Spar

    Storegade 2

    6560 Sommersted

    2014

    FALDER

    Focus

    Ringstedvej 124

    4173 Fjenneslev

    2013

    FALDER

    Spar

    Frørup Byvej 11

    5871 Frørup

    2013

    FALDER

    Focus

    Jernbanevej 2

    4262 Sandved

    2013

    UÆNDRET

    Daglibrugsen Barritskovby

    Barrit Langgade 169

    7150 Barrit

    2013

    FALDER

    Spar

    Herredsvej 259, Østerby

    4944 Fejø

    2012

    FALDER

    Super Nærkøb

    Torebyvej 25

    4891 Toreby L

    2012

    FALDER

    Spar

    Borgergade 4

    4360 Kirke Eskilstrup

    2012

    FALDER

    Bindeballe Kbmgrd

    Bindeballevej 100

    7183 Randbøl

    2011

    UÆNDRET

    Daglibrugsen Flemming

    Flemmingvej 34

    8762 Flemming

    2011

    (Listen over købmandslukninger er leveret af Retail Institute og Landdistrikternes Fællesråd. Listen og datamaterialet på boligpriserne i området er bearbejdet af Boligsiden.dk uden i den proces at skele til, om der er etableret en ny købmand i byen efter lukningen.)

    Kontakt:

    Kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk Birgit Daetz, bcd@boligsiden.dk, mobil: 21210284

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11766560