PRM / Op lille Hans, op lille Hans – op og gå i skole!

    Pressemeddelelse fra Behandlingsskolerne

    I Danmark er der omkring 670.000 børn og unge i alderen 6-17 år. Langt de fleste af dem følger en almindelig skolegang. Men en stadig stigende andel af børn og unge kæmper med massive fraværsproblematikker, også kaldet skolevægring. Særligt blandt børn og unge, der er diagnosticeret inden for autismespekteret, ses en øget sårbarhed i forhold til skolegang. Ifølge Landsforeningen Autisme er det op i mod hvert tredje barn med denne diagnose, som isolerer sig hjemme og ikke kommer i skole.

    Det anslås, at hvert tiende barn i Danmark i dag har en angstprobelmatik, og også her er det for nogle i så voldsom en grad, at de i måneds- eller årevis må opgive skolen.

    Sådan var det også for Mathias, som sidste år i august blev indskrevet på Behandlingsskolerne i Vanløse. På det tidspunkt havde Mathias ikke været i skole siden december 2014. Familien var presset.

    “Det er slet ikke usædvanligt, at de unge i starten ikke ønsker kontakt med os”, forklarer familiebehandler Rasmus Damgaard og fortsætter: “Det gælder om at være vedholdende og ikke give op. Når den unge mærker vores vedholdenhed, beslutter de til sidst at give os en chance”.

    I Mathias tilfælde blev mødet med Rasmus og Vendepunktet vejen ud af isolation og tilbage på skolebænken. Fra at være en dreng, der i månedsvis havde isolerede sig på sit værelse med sparsom kontakt til omverdenen, blev Mathias efter tre måneder klar til langsomt at blive indsluset på skolebænken igen. Efter yderligere to måneder kunne Vendepunktet overdrage Mathias til skolen uden yderligere støtte.

    Debatten om inklusionsloven og børn med særlige behov raser i disse dage. Forældre og pårørendeforeninger sætter i flere kommuner skolefravær på den politiske dagsorden. Og ikke uden grund. For det er hele familien, der rammes, når et barn nægter at gå i skole.

    “Det er ikke uden grund, at vores indsats i Vendepunktet er så omfattende. Ting tager tid. Ofte har de unge været hjemme alt for længe. Vi skal gribe ind langt tidligere, end vi gør i dag. Vi skal undersøge og arbejde med rodårsagen til, de ikke magter at komme i skole. Alt sammen med den største tålmodighed og ihærdighed”, slutter Rasmus Damgaard.

    For yderligere information om Vendepunkt, kontakt venligst:

    Maiken Ziebell, Leder for Vendepunktet, maikenz@behandlingsskolerne.dk

    Læs mere om Vendepunktet her – http://www.behandlingsskolerne.dk/skoler/enhed-for-skolevaegring/

    For information om Behandlingsskolerne generelt, kontakt venligst:

    Kenneth Engstrøm, Direktør, kennethe@behandlingsskolerne.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11751816