PRM / Færre førtidspensionister: Stor forskel mellem kommunerne

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    På landsplan modtog 206.200 personer eller 5,9 pct. af alle personer mellem 18 og 64 år en form for førtidspension i januar 2017. Det er 30.400 færre end i januar 2008, hvor 6,9 pct. af de 18-64-årige var førtidspensionister. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

    kommunalt niveau er der dog forskel i udviklingen. Andelen af 18-64-årige personer på førtidspension er faldet i 85 kommuner og steget i 13. Af de ti kommuner med størst fald i andel af borgere på førtidspension ligger kun Svendborg og Odsherred kommuner uden for Region Hovedstaden.

    Find denne artikel på Danmarks Statistiks hjemmeside.

    I Brøndby Kommune er andelen af de 18-64-årige på førtidspension faldet mest (2,7 procentpoint) fra 9,9 pct. i januar 2008 til 7,2 pct. i januar 2017. Derefter følger København med et fald på 2,3 procentpoint til 2,7 pct. i 2017 og Halsnæs, hvor andelen på førtidspension er faldet med 1,9 procentpoint til 6,7 pct. i 2017.

    Kommunerne Læsø (2,0 procentpoint), Frederikshavn (1,6 procentpoint) og Bornholm (0,7 procentpoint) havde den største stigning i andelen af indbyggere mellem 18 og 64 år på førtidspension fra januar 2008 til januar 2017.

    Andelen af 18-64-årige på førtidspension i januar 2017 var størst i Lolland (14,1 pct.), Langeland (12,3 pct.) og Nyborg (10,8 pct.) kommuner. Også i Bornholm, Odsherred, Guldborgsund og Morsø kommuner modtog mere end 10 pct. af de 18-64-årige førtidspension i januar 2017.

    Til sammenligning modtog den mindste andel af de 18-64-årige førtidspension i Gentofte (2,5 pct.), Dragør (2,6 pct.) og Københavns (2,7 pct.) kommuner i 2017. Rebild Kommune havde med 4,5 pct. den laveste andel førtidspensionister blandt de 18-64-årige vest for Storebælt.

    Nye førtidspensioner

    Faldet i andelen af personer på førtidspension afspejler et fald i antallet af nytildelte førtidspensioner, som Ankestyrelsen opgør sammen med overgang fra førtidspension til folkepension.

    På landsplan faldt antallet af nytildelte førtidspensioner fra 14.621 i 2012 til 5.743 i 2013. Det store fald i nytildelte førtidspensioner skyldes blandt andet førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2013. Reformen betyder, at hvis man er under 40 år, kan man som udgangspunkt ikke få tildelt førtidspension, og der skal før tildeling være et jobafklarings- eller ressourceforløb.

    Opdelt på alder er faldet i nytildelte førtidspensioner da også relativt størst blandt de 18-39-årige, hvor antallet af nytildelte førtidspensioner er faldet med 59 pct. fra 2012 til 2016. Nedgangen i nytildelte førtidspensioner til personer over 40 år er i samme periode noget mindre, nemlig 39 pct.

    Spørgsmål til tallene kan stilles til:

    Specialkonsulent, Peter Elmer Lauritsen, 39 17 32 23, plt@dst.dk

    Kontakt:

    Specialkonsulent, Peter Elmer Lauritsen, 39 17 32 23, plt@dst.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11696867