Pressemeddelelse fra Sort/Hvid
Vi har fået nok. Vampyrer, mennesker, spøgelser, revolutionære, zombier har fået nok. Nok af alle dem, der taler, men ingenting gør. Nok af flygtninge, der dør, bier der dør, krige der hærger og klimaet, der kollapser.
Sort/Hvid og Corpus under Den Kongelige Ballet skaber med THE VAMPIRE REVOLUTION en revolution, hvor de demokratiske spilleregler er sat ud af kraft, og vold bliver en del af løsningen. Med udgangspunkt i fortællingen om oprørske unge og corny vampyrer er THE VAMPIRE REVOLUTION en undersøgelse af, om oprøret overhovedet er muligt. Om revolutionen findes, eller om den er blevet til en kliche? Og om dens venstreorienterede retorik har mistet sin potens, suget tør for blod og spyttet ud som tom mainstream?
“Jeg tror på, at vi inden for ganske få år vil se en ny type terrorbevægelse,” siger Christian Lollike, instruktør på THE VAMPIRE REVOLUTION og kreativ direktør på Sort/Hvid. Han tror, at klimaterrorister vil se dagens lys. At der vil opstå en kamp på liv og død. Og at der vil komme bevægelser, der vil skabe et voldeligt wakeup-call som reaktion på den aktuelle politiske krise.
“For hvem kan tro på, at demokratiet, sådan som det udspiller sig i øjeblikket, vil være i stand til at løse de udfordringer, vi står over for?”
Dans er politisk
For Tim Matiakis, kunstnerisk leder af Corpus og med-instruktør og koreograf på THE VAMPIRE REVOLUTION, er revolutionære bevægelser ikke alene uundgåelige; de er nødvendige.
“Demokratiet er truet, vi er alle blevet individualister, balancen er tippet. Vi bliver nødt til at starte et helt nyt sted”, siger han og understreger, at dansen for ham er et aktionsrum. Således tænker han Corpus, Det Kongelige Teaters nye og internationale dansekompagni, som en mulighed for at sætte en reel agenda.
“Det er mit mål. At dansen bliver ved med at være samfundskommenterende og samfundsdebatterende, ja, ligefrem politisk. Dans kan give os et andet perspektiv, end ord kan. Dans kan give os et større perspektiv. Det er det, jeg vil med Corpus.”
Samarbejdet mellem instruktør Christian Lollike og koreograf Tim Matiakis har tidligere resulteret i de stærkt roste forestillinger I FØLING om de danske soldater i Afghanistan og UROPA om menneskers flugt og asylkrisen.
THE VAMPIRE REVOLUTION er en co-produktion mellem Sort/Hvid, Det Kongelige Teaters nye dansekompagni Corpus samt Aarhus Teater. Forestillingen er på dansk og engelsk.
25.11.2017-09.12.2017 på Sort/Hvid
13.12.2017-14.12.2017 på Aarhus Teater
26.01.2018-09.02.2018 på Det Kongelige Teater, A-Salen
Med-instruktør og koreograf Tim Matiakis er uddannet ved Den Kungliga Svenska Balletskolan og blev i henholdsvis 1997 og 2000 korpsdanser og solist ved Kungliga Balletten i Sverige. Fra 2002 – 2004 ansat ved the Royal Ballet i London og siden 2004 solist ved Den Kongelige Danske Ballet. Matiakis har siden 2012 været den kunstneriske leder af Ballettens eksperimenterende format Corpus, som igennem tværæstetiske samarbejder har skabt markante værker som Feberhavnen iscenesat af Signa og den Reumert-nominerede Interpassivities iscenesat af Jesper Just. Fra sommeren 2017 er Corpus etableret som nyt, selvstændigt kompagni under Balletten.
Instruktør Christian Lollike er en internationalt anerkendt instruktør og dramatiker uddannet på Dramatikeruddannelsen i 2001. Husdramatiker og instruktør på Aarhus Teater fra 2005-2011 og kunstnerisk direktør på Sort/Hvid (tidl. CaféTeatret) siden 2011. Lollike har skrevet tekster til mere end 20 forestillinger, har flere gange været indstillet til Årets Reumert og modtog prisen som Årets Dramatiker ved prisuddelingen i 2013. Ved seneste uddeling fik han priser for både ERASMUS MONTANUS og LIVING DEAD.
Støttet af Wilhelm Hansen Fonden, Annie og Otto Johs. Detlefs’ Fonde – OJD, Augustinus Fonden og Bikubenfonden.
Læs mere på og
Pressekontakt
Malin Schmidt / 60 16 90 31/ malin@sort-hvid.dk
Med venlig hilsen
Sort/Hvid og Corpus
FAKTA
Instruktør, dramatiker og forfatter CHRISTIAN LOLLIKE, instruktør og koreograf TIM MATIAKIS, scenograf og kostumedesigner MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ, medvirkende fra Corpus ensemble HAZUKI KOJIMA, NASTIA IVANOVA, ZOÉ BERNABÉU, ALEXANDER STÆGER, PIERRE PITON og MARCO HERLØV HØST, lysdesign MORTEN KOLBAK, lyddesign ASGER KUDAHL, videodesign SØREN KNUD, dramaturg MARIE HAUGSTED MORS, dramaturgisk konsulent FREYA VASS-RHEE, producent ANDERS SYLVEST, kreativ producent (Corpus) EVA STEEN NORDHAGEN, teknisk leder (Corpus) KASPER RIISBERG, kostumier CAMILLA LIND, rekvisitør ANNA LADAS, grafisk design WRONG STUDIO og STUDIO N 22
Sort/Hvid
Staldgade 26-30, 1699 København V
www.teaterbilletter.dk / 70 0 74 94 /
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11746802








