PRM / Tilskud og udligning udgør mere end 30 pct. af indtægterne i flere kommuner

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    Kommunerne modtog ca. 85 mia. kr. (netto) igennem tilskuds- og udligningssystemet i 2016. Det svarer til, at hver kommune modtog cirka 14.800 kr. per indbygger. Men der er stor forskel på, hvad den enkelte kommune får, og hvor afhængige kommunerne er af tilskud og udligning. I fx Ishøj, Lolland og Læsø udgør tilskud og udligning ca. 35 pct. af kommunens samlede indtægter, mens 7 kommuner har nettoudgifter til tilskud og udligning.

    Formålet med systemet er at udjævne forskelle i kommunernes økonomiske vilkår, så de har mulighed for at finansiere nogenlunde samme serviceniveau ved nogenlunde samme skatteprocent. Staten finansierer en væsentlig del af systemet.

    – Vores analyse viser, at i flere af de kommuner, hvor tilskud og udligning udgør en forholdsvis stor andel af kommunernes indtægter, er beskatningsniveauet alligevel relativt højt i forhold til serviceniveauet, udtaler Kirsten Wismer, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik.

    Syv kommuner er nettobetalere til tilskuds- og udligningssystemet. Det gælder eksempelvis for Gentofte, Hørsholm og Rudersdal, hvor nettoudgifterne til tilskud og udligning udgør omkring 20 pct. af kommunernes indtægter.

    – De syv kommuner, som er nettobetalere til tilskuds- og udligningssystemet, har alle et relativt højt serviceniveau i forhold til beskatningsniveauet, fortsætter Kirsten Wismer.

    Analysen er udarbejdet på baggrund af Danmarks Statistiks oplysninger fra kommunernes regnskaber, mens kommunernes beskatnings- og serviceniveauer er beregnet af Økonomi- og Indenrigsministeriet. Serviceniveauet er forholdet mellem kommunens faktiske udgifter og de udgifter, der kan forklares ud fra kommunens beregnede udgiftsbehov, og er forbundet med usikkerhed, hvis det beregnede udgiftsbehov ikke afspejler det reelle udgiftsbehov.

    Du kan læse hele analysen her.

    Ønsker du at vide mere om analysen, er du velkommen til at kontakte Kevin Vejrup (kev@dst.dk, 3917 34 66).

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11725299