PRM / INDBYGGERE I REGION HOVEDSTADEN HAR OFTEST KONTAKT MED SPECIALLÆGERNE

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    Figur - Indbyggere i Region Hovedstaden besøger speciallægerne oftest

    Kilde: Beregnet ud fra www.statistikbanken.dk/SYGK og /FOLK1a

    For hver 1.000 indbyggere i Region Hovedstaden var der i 2016 1.179 speciallægekontakter i regionen, der dermed har den højeste frekvens af speciallægekontakter.

    En kontakt kan være et besøg hos lægen, men kan også være et hjemmebesøg af lægen, en telefonisk kontakt eller en e-mailkonsultation. Tallene her indeholder ikke kontakter med alment praktiserende læger, men alene kontakter med privatpraktiserende speciallæger som gynækologer, hudlæger, øjenlæger mv. Disse speciallægekontakter fra 2016 er sat i forhold til befolkningens størrelse den 1. juli samme år.

    I den anden ende af skalaen ligger Region Midtjylland, hvor der i samme år var 724 speciallægebesøg, for hver gang der var 1.000 indbyggere i regionen.

    Frekvensen er altså 62,8 procent højere i Region Hovedstaden sammenlignet med Region Midtjylland.

    Kort - Indbyggere i Region Hovedstaden besøger speciallægerne oftest

    Sammenligner man på tværs af kommuner, er spændet endnu større. I Samsø Kommune var der sidste år 443 speciallægebesøg for hver gang, der var 1.000 indbyggere i kommunen.

    I Hørsholm Kommune er frekvensen 1.538 speciallægebesøg pr. 1.000 indbyggere, hvilket er 247,6 procent højere end i Samsø Kommune.

    Udsvingene kan have mange årsager. Blandt andet hvor mange speciallæger, der er i et givent område. Samtidig kan de alment praktiserende lægers henvisningspraksis have betydning for de geografiske forskelle i frekvensen af speciallægebesøg. Hertil kommer, at der i de forskellige regioner og kommuner er forskelle på befolkningssammensætningen.

    REGIONERNES INTERNE UDSVING

    I Region Nordjylland er frekvensen højest i Frederikshavn Kommune (950) og lavest i Læsø Kommune (482). Ser man i stedet på Region Midtjylland spænder frekvensen fra de benævnte 442 i Samsø Kommune til 826 i Randers Kommune.

    I Region Syddanmark har Nyborg Kommune den højeste frekvens (876), mens Vejen Kommune har den laveste frekvens (536).

    Spændet er større i Region Sjælland, hvor frekvensen i Solrød Kommune er 1.176 versus 702 i Lolland Kommune.

    Høje-Taastrup er den kommune i Region Hovedstaden, hvor indbyggerne med deres 1.050 speciallægebesøg pr. 1.000 indbyggere i 2016 har den laveste frekvens. Hørsholm Kommune har som nævnt regionens højeste frekvens med 1.538 speciallægebesøg pr. 1.000 indbyggere i 2016.

    Hvis du har spørgsmål til tallene, kan du kontakte specialkonsulent Kamilla Heurlen via mailen kah@dst.dk eller på telefon 39 17 34 93.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11710596