PRM / Boligudbud falder: Flere købere vil have små huse

    Pressemeddelelse fra Boligsiden.dk

    De danske huskøbere går efter små villaer, viser nye tal fra Boligsiden.dk. For mens antallet af villaer til salg på under 150 kvadratmeter er faldet ganske markant henover de seneste fem år med omkring 5.000 styks, er udbuddet af de store villaer stort set forblevet uændret. Årsagen til dykket er et øget antal handler.

    Faldet skal ses i lyset af, at det samlede boligudbud fortsat falder. Det gælder 3,4 procent for huse siden oktober 2016, og alene henover den seneste måned lyder faldet på 0,3 procent, hvilket stiller sig på skuldrene af et fald på 0,5 procent i sidste måned.

    “At antallet af de små huse til salg falder, er ikke en én til én konsekvens af et samlet fald i udbuddet. Fordi antallet af de store huse forbliver stabilt, kan vi konkludere, at interessen for færre kvadratmeter ganske enkelt har været stigende henover de seneste fem år. Der bliver med andre ord solgt langt flere små villaer end tidligere,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

    Hvor andelen af de små villaer for fem år siden udgjorde 55 procent af det samlede udbud af villaer, gælder det nu kun halvdelen.

    Pressede boligkøbere
    Årsagen til faldet skal blandt andet findes i den økonomiske udvikling. I perioden efter finanskrisen var det ikke kun salget af dyre boliger, der dalede, det gjaldt også de mere rummelige af slagsen.

    “Når boligkøberne bliver pressede på økonomien, bliver der taget færre chancer, og boligkøbet bliver derfor langt mere realistisk og armbevægelserne mindre. Forhold som udgifter til energiforbruget og det generelle vedligehold bliver en større faktor i overvejelserne, og historisk set betyder det, at interessen for mindre boliger stiger, når samfundsøkonomien daler,” siger Birgit Daetz.

    Udviklingen siden 2012 skal derfor ses som en efterreaktion på finanskrisen, hvor boligkøberne var ganske forsigtige. I løbet af de seneste tre år har der dog været en stigning i både priser og i antallet af handler, hvilket vidner om en tilbagevendt optimisme og købelyst.

    “Det ville være oplagt at antage, at det vil føre til en øget interesse for de større villaer, men grundet de heftige prisstigninger, som vi særligt har set i og omkring byerne, er kvadratmeterne mange steder blevet så dyre, at vi fortsat vil se et øget fokus på de mindre boliger. Jeg forventer derfor, at udbuddet af de små villaer fortsat vil være lavt, når vi rammer samme tidspunkt næste år,” siger Birgit Daetz.

    Udbud: Forholdet mellem små og store villaer til salg

    Antal 0-150 kvm

    Antal over 150 kvm

    Andel 0-150 kvm

    Andel over 150 kvm

    Oktober 2012

    21.815

    17.662

    55 %

    45 %

    Oktober 2013

    21.700

    18.044

    55 %

    45 %

    Oktober 2014

    20.822

    18.298

    53 %

    47 %

    Oktober 2015

    19.169

    17.612

    52 %

    48 %

    Oktober 2016

    18.655

    17.729

    51 %

    49 %

    Oktober 2017

    16.688

    16.907

    50 %

    50 %

    (Opgørelsen viser udviklingen i antallet af villaer i udbud siden oktober 2012. Kilde: Boligsiden.dk)

    Kontaktperson:
    Kommunikationsdirektør Birgit Daetz, Boligsiden A/S. Mobil: 21210284, e-mail: bcd@boligsiden.dk. Læs flere nyheder på Boligsiden.dk.

    Kontakt:

    Kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk Birgit Daetz, bcd@boligsiden.dk, mobil: 21210284

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11696873