PRM / L&F: L&F: Ny klimaaftale hylder fleksibiliteten  

    Pressemeddelelse fra L&F

    EU’s klimaministre har i dag landet en ny klimaaftale for de ikke-kvotebelagte sektorer (dvs. transport, bolig og landbrug, red.), der sikrer en vis fleksibilitet for Danmark, når EU’s 2030-mål skal implementeres herhjemme.

    Aftalen betyder, at en del af de problemer og udfordringer, landbruget ellers ville komme til at stå med som erhverv, bliver afbødet. Det glæder Lars Hvidtfeldt, der er viceformand hos Landbrug & Fødevarer:

    “Byrden er blevet gjort mindre med aftalen her. Så stor ros til regeringen for den indsats, de har lavet, og det resultat, de har landet. Det er dog stadig et højt mål, Danmark har fået, og at fleksibiliteten også er forbundet med omkostninger,” siger han.

    Det letter eksempelvis presset, at Danmark ved fuldt brug af fleksibiliteten reelt vil nøjes med at reducere udslippet fra de tre sektorer med 33 pct.

    “Med aftalen har vi fået nogle redskaber, der gør, at opgaven er mindre, men der er stadigvæk store udfordringer forbundet ved klimamålene,” siger Lars Hvidtfeldt og fortsætter:

    “Det er glædeligt, fordi vi i landbruget historisk allerede har reduceret rigtig meget på vores klimabelastning. Det har vi gjort igennem mange, mange år, hvilket også er en af årsagerne til, at Danmark også er foran i forhold til en klimaeffektiv landbrugsproduktion sammenlignet med en række andre europæiske lande.”

    Lars Hvidtfeldt peger også på, at fordelingen af reduktionsmålet stadig vil være afgørende:

    “Hvis aftalen bliver implementeret forkert, og vi skal levere de 33 pct. fra den ene dag til den anden, vil det stadig være meget alvorligt og en stor udfordring for os i erhvervet. En fortsat reduktion af klimagasser kræver tid til nødvendig tilpasning. Dansk landbrug er allerede et af verdens mest klimaeffektive. Det er vi, fordi den danske landmand er hurtig til bl.a. at introducere nye teknologier, bygge klimavenlige stalde og have en høj foderudnyttelse. De elementer har forbedret landmandens konkurrenceevne samtidig med, at det har givet en positiv klimaeffekt. Derfor skal fremtidige klimareduktioner i erhvervet ske efter samme formel,” siger han og fortsætter:

    “Næste skridt er, at aftalen skal implementeres i Danmark, og vi har med tilfredshed noteret os, at regeringen lægger vægt på en omkostningseffektiv klimastrategi i Danmark. Vi håber, at der bliver en fair fordeling i forhold til de berørte sektorer Dog ser vi stadig nogle grundlæggende udfordringer ved hele EU’s klimaarkitektur især i forhold til valg af basisår, det høje mål for Danmark og dét, at en stor del af bioenergien fra landbruget stadig tilskrives energisektoren.”

    For yderligere information og kontakt til Lars Hvidtfeldt, kontakt:
    Pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Linda Gjaldbæk, på tlf.: 26 84 28 80 eller mail: lgjh@lf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11572737