Pressemeddelelse fra Danmark på Vippen
80 pct. af alle uddannelsespladser på de videregående uddannelser er i dag placeret i og omkring de fire store byer i Danmark. Det dokumenterede Danmark på Vippen i forbindelse med årets optag på de videregående uddannelser.
Det får nu Radikale Venstre til at reagere. I et nyt udspil foreslår partiet et nyt balanceprincip, hvor mindst halvdelen af alle nyoprettede erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser oprettes uden for de fire største byområder:
“Den skæve fordeling af uddannelsespladser er en af de helt afgørende årsager til den skævvridning af Danmark, vi i dag oplever. Derfor er det også helt på sin plads at rose Radikale for det forslag, de kommer med i dag, som på mange områder minder om det, vi i Danmark på Vippen foreslog tidligere på året,” siger Kim Ruberg, næstformand i Danmark på Vippen.
Han henviser her til et forslag fra Danmark på Vippen om, at netop 50 pct. af alle uddannelsespladser på professionshøjskoler og erhvervsakademier fremadrettet oprettes uden for de fire store byer. Et forslag, som foreningens medlemskommuner- og virksomheder støtter:
“Flere uddannelsespladser i Det Lokale Danmark er en klar forudsætning for et skabe et Danmark i balance. Vi ved, at mange unge gerne vil tage en uddannelse i det område, hvor de er vokset op. Og vi ved, at langt størstedelen af de unge bliver boende og får job i det område, de dimitterer fra. Så hvis politikerne ønsker et Danmark, hvor landets vigtige eksportvirksomheder i Det Lokale Danmark er sikret højtuddannet arbejdskraft, og hvis de ønsker et land, hvor der er sygeplejersker, pædagoger og folkeskolelærere til stede i hele landet, skal de ganske simpelt sikre flere uddannelsespladser i hele Danmark,” siger Kim Ruberg.
Regionale behov i fokus
I udspillet foreslår Radikale Venstre også at indføre en større vægtning af regional uddannelsesdækning i lovgivningen, at etablere nye regionale og kommunale læringscentre, og så foreslår partiet en ny dimensioneringsmodel, der skal inddrage regionale ledighedstal og beskæftigelsesbehov:
“Det er helt rigtigt set af Radikale, at vi nu skal se på udbuddet af videregående uddannelser fra et regionalt perspektiv, så de erhvervsmæssige styrkepositioner, der er forskellige fra område til område, kommer til at spille bedre sammen med uddannelserne,” siger Kim Ruberg og fortsætter:
“I samme ombæring så vi dog gerne, at også universitetsuddannelserne bliver spredt mere ud. I dag ligger knap 96 pct. af alle uddannelsespladser på universiteterne i de fire store byområder. Her så vi gerne, at man havde et erklæret mål om, at mindst 10 pct. af de uddannelsespladser bliver placeret i Det Lokale Danmark.”
Danmark på Vippen dokumenterede i en evaluering af Folketingets arbejde for vækst og velstand i hele Danmark, at alle partier i Folketinget vil arbejde for at sikre flere videregående uddannelser i Det Lokale Danmark. Derfor håber foreningen også, at alle partier vil bakke op om Radikale Venstres udspil:
“Alle partier er enige om, at der skal gøres noget på det her område. Derfor forventer vi naturligvis også, at et bredt flertal i Folketinget nu vil sætte sig ned og sammen vedtage en langsigtet strategi for, hvordan vi sikrer flere uddannelsespladser i hele Danmark,” siger Kim Ruberg.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11425007
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **