PRM / Fagforeningsformand: Integration begynder på arbejdsmarkedet

    Pressemeddelelse fra Krifa

    Indvandrere skal ikke bare integreres, de skal tilpasse sig. Sådan lyder det fra S, SF og K, efter historiker, professor emeritus Uffe Østergård delte samme holdning i et interview med Jyllands-Posten.

    Men vi kan ikke bare sidde tilbagelænet og vente på, at nydanskere tilpasser sig, så de kan få et job. Vi skal blive bedre til at integrere nydanskerne på arbejdsmarkedet, for så kommer tilpasningen ofte af sig selv. Det mener Krifas formand Søren Fibiger.


    “Vores egne erfaringer viser, at man gennem et job, hvor man får danske kollegaer, også lærer det danske sprog, den danske kultur og de danske traditioner”, siger han.


    Gode erfaringer

    I Krifa har man gode erfaringer med kollegaer fra mange forskellige kulturer og bagrunde.

    De seneste par år har fagforeningen haft et indscanningsprojekt i Randers, hvor flygtninge fast har været i sprogpraktik og har lært at begå sig på det danske arbejdsmarked og i samfundet generelt. Waheed Ibrahim Hakni fra Syrien begyndte i sprogpraktik i projektet og blev senere ansat på normale vilkår.

    “Mit job hos Krifa har givet mig bedre muligheder for at blive integreret i Danmark”, siger han.

    Motivation frem for tvang

    I dag er Waheed Ibrahim Hakni studerende på VIA University Collage i Randers, hvor han deltager i Forberedelseskurset for Indvandrere og Flygtninge (FIF). Til januar begynder han på Teknisk Skole for at uddanne sig som elektriker.

    Hans kone har startet en kvindegruppe på biblioteket i Randers, hvor syriske kvinder efterlyser danske kvinder, der vil tale dansk med dem og lære dem mere om dansk kultur og danske traditioner.

    I 2014 ansatte Krifa desuden syv såkaldte CSR-elever med anden etnisk baggrund end dansk, som fx på grund af sprogudfordringer havde svært ved at finde elevpladser. Flere af dem arbejder stadig i Krifa efter deres 2-årige elevuddannelse.

    “Man kan ikke tvinge mennesker til at blive mere danske, men man kan motivere og inspirere dem – blandt andet gennem arbejde”, siger Krifas formand og tilføjer, at vi skal møde nydanskerne med respekt og værdighed.

    Link:

    Syriske Waheed Ibrahim Hakni er meget glad for, at han fik chancen for et job i Krifa.

    https://via.ritzau.dk/data/images/00652/6c348452-6692-48ff-827b-098fbe94e924.jpg

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11416965

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **