PRM / Nordjyske investorer bag nyt BIG-projekt til 1 mia. kroner på Aalborg Havnefront

    Pressemeddelelse fra Lange PR

    BIG-Bjarke Ingels Group, bedre kendt som BIG, har tegnet det, der meget vel kan blive et af Nordjyllands og Danmarks mest ikoniske byggerier. Bag projektet står syv nordjyske investorer, der tæller Eigild Christensen, Mads Peter Veiby, Jacob Christensen, Jørgen Bønsdorff, Jan Nygaard, Mark Nielsen og Jacob Bang, alle erhvervsfolk med en glødende interesse for biler. Det milliarddyre projekt er opstået ud fra ønsket om at skabe et samlingssted for biler, motorcykler og specialværksteder, og i 8-tallet skal der ud over den dynamiske museumsudstilling med plads til 350 køretøjer være værksteder, bilklargøring, restaurant, isbar, eventrum og kontorer. Noget tilsvarende findes bl.a. i Berlin og Stuttgart, hvor bilremiser er blevet et stort tilløbsstykke og et mekka for alle, der har lyst til at udstille eller bare se på dyre, sjældne, usædvanlige eller klassiske biler og motorcykler.

    Som en del af projektet har BIG med arkitekt og ansvarlig partner David Zahle i spidsen ydermere skabt et højhus med først syv parkeringsetager og dernæst boliger fordelt over yderligere 21 etager. Heraf er to af etagerne reserveret til fællesrum, restaurant samt sports- og fritidsaktiviteter. Lejlighederne i det 107-meter høje bolighus får en enestående udsigt uanset hvilket verdenshjørne, de er orienteret mod. Højhuset er tegnet under stor hensyntagen til vindforholdene i Aalborg, hvorfor BIG har skabt en særlig arkitektur, hvor den bølgende og sky-lignende facade består af altaner, der er med til at bryde vinden på en måde, som flade altaner og vinduespartier ikke er i stand til. Lejlighederne får en varierende størrelse på 70, 140 og 210 kvadratmeter for at tage hensyn til forskellige familiemønstre og økonomiske udgangspunkter, og på toppen placeres en offentligt tilgængelig sky bar
    og restaurant.

    – Vi vil gerne opføre dette arkitektoniske mesterværk, fordi vi elsker biler og ønsker at dele vores kærlighed med alle, der har lyst til at bruge huset eller bare komme og kigge ganske gratis. Samtidig har vi ønsket at skabe et lejlighedsfyrtårn, der sammen med de to øvrige BIG-projekter i Aalborg for alvor vil sætte byen og Nordjylland på verdenskortet. Projektet hele binder havnefronten sammen og sikrer for første gang, at man kan gå fire kilometer langs det, der i vores optik er på vej til at blive landets mest attraktive havnepromenade. Vi er oprigtigt stolte over idéen, men i sidste ende skal politikerne naturligvis først tage endeligt stilling til planerne, før de kan realiseres, forklarer Eigild Christensen, der udgør en syvendedel af investorkredsen.

    Projektet er på nuværende tidspunkt præsenteret for borgmesteren, rådmanden og stadsarkitekten. Næste skridt er, at byggeriet skal behandles i By- og Landskabsforvaltningen, hvorefter der skal vedtages en lokalplan.

    Link:

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11404103

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **