PRM / Nyt kildegrundlag for de månedlige registerbaserede ledighedsopgørelser

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    Ændringen af opgørelsesmetoden betyder blandt andet, at ledigheden fra og med juli 2017 bliver opgjort for kalendermåneder i stedet for dagpengemåneder
    , der typisk startede næstsidste mandag i kalendermåneden før reference-måneden og sluttede næstsidste søndag i referencemåneden. I forbindelse med offentliggørelsen af ledigheden for juli 2017, har Danmarks Statistik ændret hele den historiske tidsserie fra og med januar 2007, for brutto- og nettoledigheden fra dagpengemåneder til kalendermåneder.

    I en overgangsperiode må der forventes en øget usikkerhed i opgørelserne af den månedlige brutto- og nettoledighed. Dette skyldes dels, at landets a-kasser fra og med den 1. juli 2017 skal vænne sig til at indberette data for deres dagpengemodtagere på en ny måde og dels at Danmarks Statistik ikke længere har noget erfaringsgrundlag for at kunne opregne data meningsfyldt pga. for sent indkomne dagpengekort. Derudover kan man formentlig (mere permanent) vente større fremtidige revisioner af ledigheds-opgørelserne end hidtil, hvilket bl.a. skyldes at de enkelte dagpengemodtagere fremover skal indberette deres ‘forventede ledighed’ for de sidste op til 14 dage af kalendermåneden ved indsendelsen af deres månedlige dagpengekort. Denne ‘forventede ledighed’ kan så efterfølgende blive erstattet af den faktiske ledighed for de selvsamme personer.

    Ændringerne skyldes Dagpengereformen fra oktober 2015. Reformen medførte nedlæggelse af datakilden Register for arbejdsmarked (RAM), som erstattes af Forsikrede ledige og efterlønsmodtageres udbetalings-register (FLEUR).

    Tirsdag den 12. september 2017 udkommer NYT fra Danmarks Statistik: Arbejdsløsheden (md) for juli 2017. Dette vil være den første udgivelse, hvor ledigheden er opgjort efter den ny metode og samtidig vil samtlige umiddelbart viste tabeller i statistikbanken fra og med januar 2007 over den månedlige bruttoledighed, være opgjort på kalender- fremfor dagpengemåneder.

    Hvis du har spørgsmål til ændringerne, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Mikkel Zimmermann på mail: mzi@dst.dk eller telefon: 39 17 30 43.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11399846

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **