PRM / Region H nedsætter taskforce for at styrke hurtig udredning af sygdom

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    “Uanset hvor syg du er, skaber det utryghed, hvis du skal vente længe på at få at vide, om du fejler noget alvorligt. Derfor blev loven om hurtig udredning ved henvisning til hospitalet vedtaget, og det er en vigtig lov,” fastslår regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

    Region Hovedstaden opretter derfor nu en taskforce, som skal følge udredningsretten tæt på regionens hospitaler, for at afdække hvad der kan gøres for at sikre hurtig udredning af borgere, der er henvist af deres egen læge til hospitalet for videre afklaring af deres sygdom.

    Dele gode erfaringer

    Formålet med taskforcen er hurtigt at kunne dele erfaringer på tværs af hospitalerne om, hvad der skal til for at ændre udviklingen.

    “Vi har i regionen gode eksempler fra fx voksenpsykiatrien med, at en tæt opfølgning på data og udveksling af erfaringer har hjulpet, så vi i dag kan tilbyde hurtig og rettidig udredning af psykisk sårbare voksne. Men vi skal også se ud over regionens egne grænser og se på, hvilke initiativer andre regioner har gjort, så vi kan lære af det,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

    Ekstra penge til pukler

    Samtidig har budgetforligskredsen for budget 2017 i august besluttet at bruge i alt 50 mio. kr. på at udvide antallet af undersøgelser og behandlinger permanent, samt afvikle flere forløb for de patienter, der venter her og nu, allerede i 2017. Det giver hospitalerne en ekstra hjælp til at komme i gang og få nedbragt de ventetider, der er på nogle afdelinger.

    Garantiafdelinger

    “Jeg har også en forventning om, at de garantiafdelinger, som regionsrådet tidligere på året besluttede at etablere, vil hjælpe flere mennesker til en hurtigere afklaring af deres sygdom,” siger regionrådsformanden, og henviser til, at det er et godt eksempel på, at Region Hovedstaden har ladet sig inspirere af erfaringer udefra – i det her tilfælde Region Syddanmark.

    Garantiafdelingerne får et udvidet ansvar for at levere ekstra undersøgelser og behandlinger, hvis andre afdelinger i regionen indenfor området ikke kan udrede deres patienter til tiden.

    Garantiafdelingerne skal på den måde hjælpe til at få en bedre udnyttelse af kapaciteten i Region Hovedstaden, så flere patienter kan færdigudredes inden for de 30 dage, som loven foreskriver.

    Manglende registreringer

    Endelig har indførelsen af den nye elektroniske patientjournal Sundhedsplatformen på yderligere en række hospitaler i maj måned medført en midlertidig nedgang i aktiviteten – og det kan man selvfølgelig også se af tallene. Det er imidlertid ikke hovedudfordringen.

    “Region Hovedstaden har alt for længe kæmpet med at overholde retten til hurtig udredning, herunder korrekt registrering af forløbene. Et problem, der desværre også eksisterede før Sundhedsplatformen. Og det er værd at bemærke, at denne nedgang ikke ses på det voksenpsykiatriske område, som også tog Sundhedsplatformen i brug i maj,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

    Initiativer for at imødekomme udfordringerne med registreringskvalitet:

    • Koncernledelsen følger antal registrerede udredningsforløb tæt i regionens driftsmålsstyring.
    • Administrationen er aktuelt i gang med at revidere den regionale registreringsvejledning, for at den i højere grad kan understøtte hospitalernes arbejde med implementering af den nye registrering af udredningsretten.
    • I september/oktober 2017 afholdes der undervisning af nøglepersoner om korrekt visitering og registrering af udredningsretten på alle hospitaler.

    Fakta – garantiafdelinger, der oprettes fra 2018:

    • Ortopædkirurgi
    • Hjertesygdomme
    • Neurologi (undtagen demens)
    • CT-scanninger (røntgen)
    • Øre-næse-hals området
    • Områder inden for kirurgien, fx brokoperationer.

    Fakta – udredningsret 2. kvartal 2017

    • Den nationale monitorering viser, at udredningsretten bliver overholdt for 81 % af patienterne på landsplan og 51 % i Region Hovedstaden. Det en udvikling fra 67 % i forrige kvartal i Region Hovedstaden
    • 15,5 % af patienterne i Region Hovedstaden får ikke et tilbud om udredning inden for 30 dage på grund af manglende kapacitet.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11391003

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **