PRM / Det Kongelige Teater lancerer ny podcastserie

    Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater

    Den nye serie ‘Anekdote’ byder på historier om mødet mellem Det Kongelige Teaters fiktive fortællinger og hverdagens små og store historier. Podcastserien skal vise, at vi har mere tilfælles med scenernes fortællinger, end vi tror. Ved at krydse historier og personer fra verden uden for teatrets mure med dramaet fra scenerne vil ‘Anekdote’ prøve at give skuespillet, dansen og sangen endnu en dimension.

    ‘Anekdote’ er produceret af de prisvindende journalister, Mads Petter Kühnel Albretsen og Mikkel Rønnau. Begge er kendt for at have produceret en lang række P1 dokumentarer, heriblandt ‘Nattens Dronning’ som i 2016 modtog en Prix Europa i kategorien ‘Årets bedste europæiske radiodokumentar’.

    Om formålet med podcastserien siger kommunikationschef på Det Kongelige Teater, Magnus Restofte: “Formidlingen af vores kunst sker i dag på mange platforme. Lige fra scenen til på folks mobiltelefoner. Med vores nye podcastserie følger vi op på vores målsætninger om at formidle kunsten digitalt til endnu flere og jeg er sikker på, at universet vil åbne oplevelserne op for både nye og eksisterende publikummer”
    .

    Podcastseriens korte, morsomme og pointerende fortællinger skal forlænge selve teateroplevelsen og bringe teatrets historier ned fra scenerne og ud til publikum på køreturen, togturen eller helt hjem i stuerne. Det var derfor et oplagt valg at samarbejde med Audi Danmark om at give alle interesserede en udvidet kulturoplevelse.

    “Audi er mere end en bil. For Audi handler det om at højne kvaliteten af vores kunders oplevelser og det er det, vi udlever i samarbejdet med Det Kongelige Teater. Med podcastserien bliver selve transporten til en kulturoplevelse – hvad end du er på vej til Det Kongelige Teater eller vil have et anderledes indblik i de historier, der fortælles på nationalscenen.” –
    Christian Weiglin Thorn, Marketingchef hos Audi Danmark

    I dag lanceres de første tre afsnit, der præsenterer balletten Silk & Knife II
    , operaen Rigoletto
    og skuespillet Scener fra et ægteskab
    . Seriens øvrige ni afsnit bliver offentliggjort i takt med premiererne på de udvalgte forestillinger.

    Udover podcastserien vil Det Kongelige Teater løbende gennem sæsonen udvikle yderligere digitalt indhold til udvalgte forestillinger.

    Podcasten kan findes på kglteater.dk
    , anekdote.kglteater.dk
    , i iTunes eller via din favorit podcast app.

    Link:

    Foto: Christian Als

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11338172

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **