PRM / Deloitte i stærk vækst og forandring

    Pressemeddelelse fra Deloitte

    Deloitte opnåede i regnskabsåret 2016/17 en omsætning på 3.091 mio. DKK mod 2.838 mio. DKK året inden. Det svarer til en vækst på 9% mod 11% i 2015/16 og 10% i 2014/15.

    “Deloittes vigtigste fokus er at skabe resultater og værdi for vores kunder, at tilbyde vores medarbejdere en udviklende og meningsfuld arbejdsplads samt at tage et medansvar for en bæredygtig udvikling af samfundet. Vi tror på, at væksten følger med, hvis man arbejder mod et højere formål end profit. Med det fundament lykkes vi for tredje år i træk med stærk vækst, hvor vi løfter omsætningen cirka 10 procent, og som det første rådgivningshus omsætter vi for over tre milliarder,” siger Anders Dons CEO i Deloitte Nordic.

    “Samtidig med at vi vokser, transformerer vi vores forretning gennem øget digitalisering og fortsat integration i den globale del af Deloitte. Væksten skyldes, at vores kunder også står overfor store krav at arbejde mod mere omstillingsdygtige forretningsmodeller og dermed en modernisering og anderledes transformation end tidligere. Derfor har de stigende behov for sparring om scenarier og rigtige løsninger,” siger Anders Dons.

    “Det glæder mig, at fire ud af fem forretningsområder bidrager til vores flotte organiske vækst. Kun revisionsforretningen viser status quo oven på et rekordresultat sidste år. I betragtning af den transformation, revisionsforretningen har gennemgået med automatisering, digitalisering og nye løsninger, er vi tilfredse med det resultat,” siger Anders Dons.

    Udviklingen på Deloittes fire andre forretningsområder viser, at Risk Advisory er vokset 34%, hvor den kraftige vækst er båret af stigende efterspørgsel inden for IT-sikkerhed, bekæmpelse af cyberkriminalitet og et markant større behov for compliance. Financial Advisory med M&A-området er vokset 8% og viser igen rekordresultat. Consulting opnåede en stærk fremgang på 20% særligt drevet af digitale ydelser, transformationer og strategiplanlægning. Tax & Legal oplevede også en flot vækst på 8%.

    Ud af den samlede omsætning fylder Audit & Assurance 44%, Consulting 29%, Tax & Legal 13%, Risk Advisory 7% og Financial Advisory 7%. De seneste fem år er revisionsforretningens andel af forretningen faldet fra 54% til 44%, hvilket er udtryk for, at efterspørgslen efter rådgivningsydelser stiger relativt mere.

    International integration skal øge kundernes innovation

    Én af årets betydelige forandringer for Deloitte er en stærkere integration i EMEA med skabelsen af Deloitte North West Europe, hvor Deloitte Nordic pr. 1. juni er fusioneret med England, Holland, Belgien og Schweiz. En tilsvarende integration sker i Deloitte APAC- og AMERICAS-regionerne.

    “Det skal sikre, at vores medarbejderne i endnu højere grad kan følge med kunderne udenfor landets grænser. Det skal også give os de nødvendige muskler til at investere i innovation og give os direkte adgang til de internationale kompetence- og innovationscentre i Deloitte samt en ny pallette af ydelser, som vores kunder efterspørger indenfor f.eks. blockchain, robotics og cyber,” siger Anders Dons.

    Deloitte har i 2016/17 også fokuseret på at skabe nye globale alliancer og samarbejder til gavn for især digitaliseringen af kundernes forretning. Der er således indgået nye alliancer med Apple, SAP, Amazon, Salesforce og senest HP.

    Deloitte har desuden søsat initiativet Small Great Nation sammen med tænketanken Kraka. Gennem data og fakta skal initiativet skabe dialog og løsninger på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden og styrke Danmarks vækst og position indenfor innovation og globalisering.

    Deloitte skabte i 2016/17 cirka 140 nye jobs, og antallet af medarbejdere er nu 2.741, heraf 235 partnere. I år har vi udnævnt 38 nye partnere, hvilket er et rekordstort antal i forhold til de seneste år.

    Globalt har Deloitte 244.400 medarbejdere i 150 lande – den globale omsætning for 16/17 annonceres 13. september. Resultat i det kommende regnskabsår forventes i Danmark at vise en vækst på samme niveau.

    Link:

    Årsrapport-2016-2017.pdf

    https://via.ritzau.dk/data/attachments/00360/3658329f-ed17-44ed-ad6a-0d3bbe4cfd82.pdf

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11381883

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **