Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater
Operaen, Takkelloftet | Urpremiere 26. september 2017 kl. 19.30
Spilledatoer: 27 | 28 | 29 | 30 september 2017
FIGURA Ensemble
gæster Det Kongelige Teater med urpremieren på Nedstigning – underverdenen tur-retur
– en helt nyskrevet dansk opera om sorgens og afskedens væsen akkompagneret af både traditionelle og moderne instrumenter.
En opera på en intim scene med et moderne soundtrack komponeret af Nicolai Worsaae.
Nedstigning
iscenesættes af instruktøren Marc van der Velden. Forrige gang FIGURA og Marc van der Veldens veje mødtes førte det til en Reumert for forestillingen Historien om en mor
.
Marc van der Velden har opnået stor anerkendelse for bl.a. hans unikke iscenesættelser af klassikere. Nedstigning
er med dramatiker Julie Maj Jakobsens tekst bygget på historien om en af græsk mytologis mest elskede pars tragiske skæbne – den fascinerende fortælling om Orfeus’ og Eurydikes kamp for ikke at miste hinanden.
Marc van der Velden
fortæller:
Op gennem tiderne har mange kunstnere sat billeder, ord, musik og bevægelser til Orfeus’ rejse i underverdenen – i fascination over i det mindste at kunne antyde et svar på spørgsmålet: hvorfor vender sangeren sig om lige før Eurydike træder ud i dagslyset igen.
Nedstigning
føjer sig ydmygt til denne lange liste – med udgangspunkt dog i et lille og enkelt tankeeksperiment: Hvad nu hvis Orfeus ikke have vendt sig om til allersidst, men var lykkedes med at bringe Eurydike tilbage til livet?
Måske ligner det ikke mere end en kradsen i overfladen. Men når vi sammen med de to hovedpersoner og i fint selskab med Jakobsens ord og Worsaaes musik stiger ned i dette moderne kammerspil, åbenbarer der sig en labyrint af modstridende følelser og forventninger, beskyldninger, misforståelser, tvivl, eufori og desperation – et rum for eksistentielle spørgsmål om liv og død, menneskets lod, kønnenes kamp, berømmelsens pris og sorgens faser.
Forvent ingen svar, men måske, hvem ved, katharsis, som de gamle grækere kaldte den famlende balance mellem frygt og renselse.
Komponist Nicolai Worsaae
har siden 2013 været huskomponist for FIGURA Ensemble. Et tema, som man oplever i Nicolais værker er måden hvorpå performative elementer, som gestikuleren og bevægelse koordineres og anvendes til frembringelsen af lyd. Værdiladninger og synlig bevægelse bliver nye parametre i kompositionen, der tænkes ind i musikken. Brugen af andre medier som video er de seneste år blevet en væsentlig del af Nicolais musik. Både orkesterværket ‘Eight And A Half Pint
‘ og septetten ‘Kuro ton neru
‘, skrevet til London Sinfonietta og senest strygekvartetten Squawk, gør brug af video, som en slags parallel-verden, der kan lukke op for ellers uforudsete koblinger og historier. På den måde bliver det visuelle medforfatter på kompositionen og skaber en fortælling med billedlige referencer som kan forstørre idéen til værket.
Nicolai Worsaae
fortæller:
Denne opera om Orfeus og Eurydike er en fortælling om et parforhold. De er blevet adskilt, men har nu fundet tilbage til hinanden. Men genforeningen er ikke så let, når hver part har sin forestilling om hvordan alting var, da de var lykkelige sammen, og hvordan den anden burde være i deres relation. Særligt Orfeus har klare tanker om hvordan deres forhold skal se ud og hvor lykkeligt og rosenrødt alting var inden hun døde og forsvandt til Hades. Blindt tror han på, at hun er enig med ham i dette, og det er en stor fejl at begå. Han overser at hans status som stjerne står i vejen for deres kærlighed.
Konflikten er uundgåelig og kærligheden bliver sat på prøve. Spillet mellem mand og kvinde er en dans med usikre trin, hvor de famler efter hinanden, som havde de bind for øjnene. Rejsen til Hades og tilbage igen er nok lang og krævende, men måske langt den letteste i forhold til samlivet. Musikken skildrer denne balancegang i skrøbelige bevægelser med lyde der skraber, pusler og hvisker til de to hovedpersoners dialoger.
Kontrasten opstår når irritationen kulminerer og vækker raseri og frustrationer. I baggrunden klinger fortiden nu og da med minder og erindringer om en lykkeligere tid, hvor det var enklere at være sammen. Den glamourøse facade som nu omgiver Orfeus’ liv får hende til at tvivle på hans intentioner. Ridserne i lakken er blevet til store rustne huller og splittelsen er endnu tydeligere og spørgsmålet rejser sig; finder de nogensinde hinanden igen?
I forestillingen medvirker Nana Bugge Rasmussen (mezzosopran) som Eurydike og Teit Kanstrup (baryton) som Orfeus, Frans Hansen (musikalsk ledelse og slagtøj),
Gunnhild Tønder (clavichord), Anna Klett (klarinet), Jesper Egelund (kontrabas, erhu), Idinna Lützhøft (violin).
Scenografi og kostumedesign: Filippa Berglund
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm og Malte Hauge
Lyddesign: John Fomsgaard
Produktionshold:
Produktionsleder: Dorthe Schmidt Schou
Producent og PR: Stine Marie Mortensen
Systue: Hanne Mørup, Scenebygger: Hans Montheli, Fotograf: Søren Meisner
Forlag: Edition·S
Tak til Statens Kunstråds Musikdramatiske Pulje og Legatudvalg for Musik, A.P. Møller Fonden, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODA’s kulturelle midler
For yderligere information eller aftale om interview/reportage kontakt venligst FIGURAs PR ansvarlige Stine Marie Mortensen på telefon 22 42 91 78 eller pr. e-mail
For aftale om pressebilletter kontakt venligst Operaens PR ansvarlige Claus Georg Kjær på e-mail
Med venlig hilsen
Det Kongelige Teater og FIGURA
Link:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11381875
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **