Pressemeddelelse fra home a/s
Boligsiden har her til morgen udsendt sit markedsindeks, som viser, at kvadratmeterpriserne på lejligheder steg igen i august med 1,4 % og dermed er steget knap 9 % dette seneste år.
Udviklingen er endnu mere markant i Region Hovedstaden, hvor København driver prisstigningerne – her er stigningen det seneste år 10,6 %.
Ifølge ejendomsmæglerkæden Homeer der ikke udsigt til aftagende efterspørgsel på lejligheder lige med det samme.
Home Fremvisningsindeks for august, som udsendes i samarbejde med Danske Bank, viser at der var 1,3 % flere fremvisninger på lejligheder i august sammenlignet med juli.
“Der var igen i august en glubende appetit på lejligheder, og efterspørgslen synes umættelig i øjeblikket, selv om priserne stiger markant, og der er skærpede krav til udbetaling og finansiering i København og omegn samt Aarhus,” siger relationschef i Home-kæden Mads Ellegaard.
Hvis man ser på udviklingen over de seneste tre måneder, så er antallet af fremvisninger af lejligheder steget 3 %, viser Homes tal. Sammenlignet med for et år siden er antallet af fremvisninger også steget en anelse.
Fremgangen i fremvisninger af lejligheder er overraskende
, vurderer Mads Ellegaard, som forklarer at fremvisningerne er en stærk indikator, fordi de typisk viser sig som handler i løbet af en til to måneder.
“Det har for nyligt været fremme fra flere sider, at interessen for lejligheder nok havde toppet i denne omgang, men nu viser vores tal altså igen stigende interesse for lejligheder,” siger Mads Ellegaard.
Home og Danske Banks fremvisningsindeks er opgjort som tre måneders glidende gennemsnit og er sæsonkorrigeret.
Home Køberbarometer, som udarbejdes af analysevirksomheden YouGov for Home, tyder også på, at interessen for at købe lejligheder fortsætter de kommende måneder.
I slutningen af juni svarede 5 % i en repræsentativ spørgeundersøgelse blandt over 2.000 danskere, at de har planer om at købe lejlighed i løbet af 2017.
I Region Hovedstaden er interessen størst. Her er det 7 %, der svarer, at de har planer om at købe en lejlighed i løbet af de kommende seks måneder, oplyser Home og YouGov.
Ifølge Home er det ikke alle, der siger i undersøgelsen, at de har boligplaner, der ender med at købe bolig det næste halve år.
Undersøgelsen kan anses som en pejling af danskernes interesse for boligkøb, men besvarelserne giver intet indblik i, hvor seriøse og fremskredne planerne er og dækker altså over boligplaner i forskellige stadier.
Home Køberbarometer udkommer igen i starten af oktober.
Link:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11385625
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **