Pressemeddelelse fra Faxe Kommune
Der er gang i byggeriet i Faxe Kommune, og byggesagsteamet i kommunen bidrager effektivt til, at byggeriet kan komme godt i gang.
Andelen af byggesager, som medarbejderne behandler, er steget fra 350 sager i 2011 til 539 sager i 2016.
Per 1. september i år er teamet allerede oppe på 405 sager.
Kommunernes Landsforening har netop offentliggjort den første nationale statistik over, hvor godt kommunerne klarer sig i forhold til at leve op til de servicemål, som kommunerne og regeringen aftalte i december 2015. Statistikken gælder for juli 2016 til juni 2017.
Men selvom der i dag er flere sager end tilbage i 2011, så viser den nationale statistik, at Faxe Kommune er rigtig godt med.
På alle fem byggetyper, som man har lavet statistik på, klarer Faxe Kommune sig pænt over landsgennemsnittet.
Ved såkaldt simple konstruktioner er sagsbehandlingstiden 20 dage mod 24 på landsplan.
Når nogen vil bygge et enfamiliehus, klarer Faxe Kommune det på 21 dage, mens man på landsplan bruger 25 dage.
Industri- og lagerbygninger er håndteret på 18 dage, hvor landsgennemsnittet er 34. Også ved erhvervsmæssig etagebyggeri går det stærkt. Her ligger vi på 17 dage mod 30 på landsplan.
Og hurtigst går det ved etagebyggerier til boliger. Her klarer Faxe Kommune opgaven på 10 dage mod 30 dage på landsplan.
Vigtig opnormering
Formanden for teknik- og miljøudvalget, Ivan Lilleng, glæder sig over, at byrådets fokus på området bærer frugt med sagsbehandlingstider, som ikke bare er pænt over landsgennemsnittet, men også markant under aftalens servicemål.
– For det første er det jo dejligt, at opsvinget nu er kommet til Faxe Kommune. Det er synligt i antallet byggesager – der er gang i byggeriet, siger Ivan Lilleng, formand for teknik- og miljøudvalget.
– Der bliver bygget nye boliger særligt i Faxe, Dalby og Haslev. Karise følger også godt med. Her bidrager Permatopia til vores gode statistik. Så vi er i byrådet ganske tilfreds med den opprioritering vi besluttede for et lille år siden. Det har jo vist sig at være rettidig omhu, tilføjer Ivan Lilleng med henvisning til, at byggesagsteamet er opnormeret med yderligere én medarbejder, som begyndte 1. januar 2017.
– Siden efteråret 2016 har det været byrådets mål at bringe sagsbehandlingstiden ned ved at opnormere byggesagsteamet. I løbet af året er sagsbehandlingstiden generelt nedbragt fra 10 uger til fire uger. Og nu viser statistikken, at sagsbehandlingstiden i flere tilfælde under de fire uger, siger en tilfreds Ivan Lilleng.
Positiv brugerundersøgelse
Byggesagsteamet har gennemført brugerundersøgelser siden 1. april 2016.
Denne statistik viser, at 99 procent af de ansøgninger, byggesagsteamet behandler, fører til en tilladelse.
– Det er fordi vores byggesagsbehandlere er gode til at tage en tidlig dialog med borgerne om deres projekter, og fordi borgerne kommer med gode, gennemarbejdede oplæg, så de kan virkeliggøres, nogle gange selvfølgelig efter en tilpasning af projektet. Samtidig viser brugerundersøgelsen, at borgernes tilfredshed med byggesagsbehandlingen i Faxe Kommune er meget høj. Det er vi naturligvis glade for i byrådet, siger Ivan Lilleng.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11377245
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **