Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S
Som de muligvis første varemærker i verden er alle varer i Änglamark
, fakta 365,
Irma Økologi
og Tusindfryd
nu fri for de 12 kemikaliegrupper, kaldet “Det beskidte dusin”.
Over de sidste måneder er lågene på en række glasemballager i Coops varemærker Änglamark, fakta 365, Irma Økologi og Tusindfryd, blevet erstattet med nye låg, som er garanteret fri for alle bisphenoler herunder bishenol A. Dermed kan varemærkerne bryste sig af at være helt fri for de 12 kemikaliegrupper, som Coop har døbt ‘Det beskidte dusin’ – og dermed måske sætte en verdensrekord.
“Vi er stolte af, at vi nu er i mål med en række af vores vigtigste egne varemærker,” siger Malene Teller Blume, kvalitetschef i Coop og leder af Coops kemikalie-indsats.
“Vi gør en konkret forskel for vores kunder – men vi viser også andre producenter og detail-virksomheder, at det er muligt at undgå disse stoffer,” siger hun.
Forskere over hele verden arbejder i disse år på at blive mere sikre på konkret, hvilken fare de forskellige kemikalie-grupper udgør – senest har EU enstemmigt vedtaget at stoffet Bisphenol A er bevist hormonforstyrrende for mennesker. Det har medført, at der fra 2020 er indført forbud mod Bisphenol A i kasseboner. Og fra forskningsverden er der mange advarsler om at tage problemstillingen meget alvorlig, da stofferne bl.a. mistænkes for at medvirke til en række hormonforstyrrelser som nedsat fertilitet og til at svække menneskers immunforsvar. Især den såkaldte cocktail effekt er bekymrende, fordi denne effekt ikke er medregnet, når stoffernes grænseværdi fastsættes. Kemikalier kan hver for sig måske ikke udgøre nogen fare, men forskning tyder på, at når de blandes, øges effekten mange gange og kan påvirke vores sundhed.
“Vi har nu gennemført en udfasning af skadelige stoffer, som f.eks. bisphenoler og flourerede stoffer. Det er stoffer, som vi ikke mener bør være at finde i forbrugerprodukter,” siger Malene Teller Blume.
Coop offentliggjorde sin strategi for kampen mod 12 grupper af kemikalier, der er mistænkt for at være sundheds- eller miljøskadelige i 2015. Kemikaliegrupperne var udvalgt via dialog med førende forskere og NGOer. Siden har Coop arbejdet på at fjerne stofferne i egne varemærker og har samtidig lagt stort pres på leverandører af andre varer for at få fjernet truslen fra de 12 kemikalie-grupper helt fra Coops butikker. Siden strategien blev lanceret har Coop gennemført en lang række forbud og har bl.a. fjernet fluorerede stoffer i varer som mikroovnspopcorn, konserveringsmidlet MI i varer som håndopvask og Bisphenol A i varer som er emballeret i dåser – og altså nu også Bishenol A i låg til glasemballage.
Coop fortsætter med at fjerne stofferne i koncernens andre varemærker og med at presse andre leverandører til at følge Coops eksempel.
Yderligere information: Kvalitetschef Malene Teller Blume, 5159 3134
Her er et historisk overblik over Coops indsatser gennem årene
1975: MINIRISK: Formentlig første allergivenlige mærke i verden. 1991: Forbud mod PVC i alle emballager. 1991: Forbud mod klorblegning af tekstiler og papir i alle Coops egne varemærker. 1994: Forbud mod optisk hvidt og EDTA/NTA i vaskemidler i alle Coops egne varemærker. 1995: Forbud mod allergifremkaldende konserveringsmidler og udvalgte parfumestoffer i alle Coops egne varemærker. 1997: Irma stopper salget af rengøringsmidlet Klorin. 2003: Forbud mod PVC i udvalgte produktgrupper, fx kontorartikler, tekstiler, tasker og sko. 2004: Forbud mod alle stoffer i kosmetik og legetøj, der er under mistanke for at være hormonforstyrrende. 2005: Forbud mod det antibakterielle stof triclosan i alle varer der sælges i Coops butikker. 2005: Forbud mod alle duftstoffer i lys, samt krav om sodtestning af alle lys. 2008: Forbud mod alle stoffer fra EUs liste over særlige skadelige stoffer. Listen er i dag på 169 miljø- og sundhedsskadelige stoffer. 2009: Forbud mod alle skadelige ftalater. Listen er i dag på 16 ftalater. 2010: Forbud mod biocider i forbrugerprodukter. 2012: Ingen brug af nano partikler og mikroplast i personlige plejeprodukter i alle Coops egne varemærker. 2014: Coop stopper salget af sprøjtemidler i alle butikker. 2014: Forbud mod det allergene konserveringsmiddel Methylisothializone (MI) i mærkevarer samt forbud mod 3 særligt allergene parfumestoffer. 2014: Irma stopper salget af skyllemidler. 2014: Forbud mod fluorstoffer i al mad- og bagepapir, der sælges i Coops butikker. 2015: Coop stopper salget af mikroovnspopcorn på grund af de sundhedsskadelige fluorstoffer i emballagen, og dermed er alle emballager i Coops egne varemærker helt fri for fluorstoffer. 2015: Coop introducerer verdens første mikroovnspopcorn uden fluorstoffer. 2016: Coops konservesdåser fra Änglamark, Fakta 365 Økologi og Irma Økologi er fri for det hormonforstyrrende stof BPA og alle andre bisphenoler. 2016: Alle varer der sælges i Coops fysiske butikker er fri for det allergifremkaldende konserveringsmiddel MI, imængder hvor det udgør en risiko for at udvikle ny allergi. 2016: Alle vaskemidler i Coops egne varemærker bærer nu Svanemærket. 2016: Forbud mod hormonforstyrrende UV filtre i solcreme i alle mærkevarer. 2016: Forbud mod fluorstoffer i al tekstil, overtøj og støvler. 2017: Låg på glasemballage i Änglamark, fakta 365, Irma Økologi og Irma Tusindfryd er fri for det hormonforstyrrende stof BPA og alle andre bisphenoler
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11374150
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **