PRM / HK: Finanslov der peger frem mod valg – ikke ind i fremtiden

    Pressemeddelelse fra HK/Danmark

    Besparelser på uddannelsesområdet og kun håndører til initiativer inden for Digital Vækst og deleøkonomi. Det er dét, der får regeringens finanslovsudspil til at pege bagud og ikke fremad. Og sammenholdt med et skævt skatteudspil, vidner det om en regering, der kun tænker frem til næste valg, mener HK-formand Kim Simonsen.

    – Udviklingen på arbejdsmarkedet går nu så hurtigt, at én af de største udfordringer i de kommende ti år er mangel på medarbejdere, der har de rette kompetencer. Derfor er det uklogt, at regeringen underprioriterer uddannelsesområdet på den måde, siger HK-formand Kim Simonsen.

    – Med denne finanslov virker det, som om man ikke forstår, hvor stort et vækstpotentiale, der ligger i hele den nye økonomi, og hvor vigtigt det er, at vi udnytter det fuldt ved at give danskerne de rette kompetencer til fremtiden.

    HK-formanden kvitterer for, at regeringen sætter flere penge af til Skat, og han kalder det “på høje tid”, at der gøres noget for at rette på tidligere tiders katastrofale besparelser.

    – Men hver gang den offentlige sektor – herunder Skat – bliver styrket, skal man huske på den automatiske grønthøsterbesparelse på to procent, der hvert år kører bredt hen over den offentlige sektor uden smålig skelen til, om sektoren reelt kan spare mere, siger Kim Simonsen med henvisning til det såkaldte “omprioriteringsbidrag”.

    Samtidig peger HK-formanden på regeringens bebudede forslag til 0,5 procent vækst i den offentlige sektor.

    – Jeg ved ikke, hvorfor regeringen insisterer på at kalde 0,5 procent for “vækst”, for alt under 0,8 procent “vækst” i det offentlige er en reel besparelse. Befolkningens alderssammensætning betyder, at vi i fremtiden skal bruge flere penge – ikke færre. Med 0,5 procent “vækst” kan vi ikke beholde det velfærdsniveau, som danskerne forventer, siger Kim Simonsen.

    – Sammenholdt med at regeringen har fremlagt det skæveste skatteudspil i nyere tid, så ser det ud til, at regeringen kun ser frem til næste valg. Masser af gaver til deres vælgere – men intet fremsyn. Det er ærgerligt, siger han.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11351631

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **