PRM / Et benspænd for den grønne omstilling

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Installatørernes Organisation

    “Det er grotesk på den måde at bruge statsmidler til at pudse vinduer og slå græs, men samtidig se bort fra det, der har den største og mest langvarige samfundsmæssige værdi – at forbedre vore bygninger.”

    Sådan lyder reaktionen fra Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Installatørernes Organisation, på regeringens finanslovsforslag. I det foreslås, at fremtidens håndværkerfradrag (BoligJobordningen) fra 2018 skal fokusere på serviceydelser i stedet for som i dag, hvor fradraget er fordelt på både håndværks- og serviceydelser.

    Ifølge TEKNIQ vil det dog være en alvorlig fejl at lukke ned for fradraget til håndværksydelser.

    “I praksis vil det betyde, at man fjerner en økonomisk gulerod for de boligejere, der overvejer at energirenovere deres boliger,” siger Tina Voldby.

    “Håndværkerfradraget bør bevares i en form, hvor det også fremadrettet er økonomisk attraktivt for boligejerne at investere i deres egne boliger. Hvis regeringen flytter hele fradraget over på serviceydelser, spænder den samtidig ben for den grønne omstilling,” siger hun.

    Tina Voldby er ikke i tvivl om, at et håndværkerfradrag, som udelukkende fokuserer på serviceydelser, kan få store konsekvenser for den grønne omstilling.

    “Bygninger står for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug i Danmark. Og vi kan se, at det er økonomien, der vægter højest, når boligejerne overvejer at energirenovere deres hjem. Alle undersøgelser viser, at de private boligejere skal have et økonomisk incitament til at investere i energieffektivisering som fx nye cirkulationspumper, vedvarende energiløsninger m.v. – ellers bliver det ved overvejelserne.”

    “Fastholder regeringen sine planer om at målrette håndværkerfradraget til serviceydelser, er det derfor afgørende, at man via en anden ordning skaber det nødvendige økonomiske incitament for de boligejere, der for eksempel ønsker at udskifte deres oliefyr med jordvarmeanlæg eller på anden måde vil bidrage til den grønne omstilling. Ellers bliver det stort set umuligt for Danmark at opfylde sin andel af de europæiske klimamål for 2030,” siger Tina Voldby.

    Link:

    TEKNIQ repræsenterer 2.800 tekniske installationsvirksomheder. Installationsbranchen beskæftiger 44.000 medarbejdere og har en årlig omsætning på 47 milliarder kroner. Medlemsvirksomhederne beskæftiger sig med tekniske installationer, primært inden for det autoriserede område.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11341803

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **