Pressemeddelelse fra Kvinfo
Det er meget mere end bøger og udlån, som Kulturminister Mette Bock lægger op til at skære af KVINFOs bevilling i forbindelse med hendes planer om at flytte KVINFOs bibliotek til Det Kongelige Bibliotek.
“Problemet er i virkeligheden, at det ikke er klart defineret, hvad et bibliotek er. Vi har spurgt ministeren direkte, men hun har ikke gjort sig den ulejlighed at finde ud af det, inden hun traf sin beslutning om at flytte KVINFOs bibliotek,” siger KVINFOs direktør Henriette Laursen.
Med udgangspunkt i biblioteksloven, hvor et bibliotek skal indeholde indkøb og udlån af bøger, samt samarbejde om udlån via andre biblioteker
, udgør biblioteksdriften mindre end 0.6 mio. kroner af KVINFOs udgifter. Det er korrekt, at besparelsen tager udgangspunkt i KVINFOs budget for 2017, men det er meget mere end biblioteksopgaven, ministeren flytter til det Kgl. Bibliotek. Besparelsen rammer, udover biblioteksdrift, produktion og indsamling af viden og dermed fundamentet for at drive et videnscenter.
Både før og efter udmeldingen (i foråret) om flytningen af biblioteket og ministeriets notat af 1. juli 2017 om, hvad et forskningsbiblioteks opgaver består af, har KVINFO forsøgt at komme i dialog med ministeriet om opdelingen af budgettet og ikke mindst om udsigten for de berørte medarbejdere, hvis vidensproduktion udgør grundlaget for KVINFOs omfattende vidensformidling, der ikke mindst foregår på nettet, hvor vi sidste år havde mere end 300.000 brugere.
“Kulturministeren siger, hun vil bevare KVINFO som videnscenter, men vil samtidig fjerne bevillingen til samtlige vidensmedarbejdere. Man bliver i tvivl om ministerens beslutning om at flytte biblioteket kun bunder i biblioteksfaglige grunde, som hun har fastholdt igennem hele forløbet,” siger Henriette Laursen.
Besparelsen på 3.4 mio. kroner udgør kun en forsvindende lille del af KVINFOs samlede budget på ca. 35 millioner
, har Mette Bock udtalt i et tidligere samråd. I den sammenhæng er det væsentligt at nævne, at, af de 35 millioner, er de 25 (fra Udenrigsministeriet) øremærkede til KVINFOs arbejde med at fremme ligestilling i Mena-regionen (Mellemøsten/Nordafrika) og formidles videre til samarbejdspartnere i de pågældende lande.
Besparelsen på 3.4 mio. svarer således til godt en tredjedel af KVINFOs nationale bevilling.
Link:
https://via.ritzau.dk/data/images/00133/b37a1453-5855-4c13-a294-50a793cf7ca2.JPG
https://via.ritzau.dk/data/images/00841/f8fd4970-3a19-42bb-900c-b058ec28e933.JPG
Henriette Laursen. Foto: Steen Brogaard.
KVINFO er Danmarks videnscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11303091
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **