PRM / Stærkt halvårsresultat fra Middelfart Sparekasse

    Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse

    Første halvår af 2017 blev særdeles godt for Middelfart Sparekasse. Sparekassen præsenterer et overskud før skat på 74,2 mio. kr. på koncernniveau. Det er 28 procent bedre end halvårsresultatet for 2016, der lød på 57,9 mio. kr.

    Der er flere årsager til resultatet, der ligger langt over forventningerne til første halvår. Først og fremmest tager sparekassen fortsat imod mange nye kunder – i første halvår er der tale om en nettotilgang på 3.222 kunder, og få dage inde i juli rundede sparekassen 70.000 kunder. Ud over kundetilgangen spiller et lavt niveau for tab og nedskrivninger samt positive kursreguleringer også ind.

    – Halvårsresultatet viser med al tydelighed, at der fortsat er medvind til et pengeinstitut, der tror på tilgængelighed og nærværende rådgivning. Vi har i de seneste år oplevet en stor efterspørgsel efter den måde, vi driver pengeinstitut på, hvor vi på den ene side har tidssvarende digitale løsninger og på den anden side fortsat satser på lokal tilstedeværelse og den direkte kontakt mellem kunden og rådgiveren, siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.

    Regnskab viser bedring i samfundsøkonomien

    Af halvårsregnskabet fremgår det, at udlånet vokser i sparekassen. Faktisk er udlånet vokset med 14 procent siden 30. juni 2016. Men indtægterne fra udlån falder en smule. Det er et tydeligt billede på, at det lave renteniveau kommer kunderne til gode i form af lavere renter på deres banklån. Omvendt stiger sparekassens gebyr- og provisionsindtægter.

    – Det er et udtryk for, at de nye kunder bringer mere forretning til sparekassen i form af realkreditlån, pensionsordninger, investeringsordninger osv. Men det er også et udtryk for, at der generelt er kommet gang i boligmarkedet, hvor vi har set en pæn stigning i antallet af handler. Normalt er hushandler en god motor for den generelle samfundsøkonomi, fordi der med et nyt hus ofte følger flere investeringer. Derfor ser vi udviklingen i første halvår som et udtryk for, at det økonomiske opsving har bidt sig fast, siger Martin Baltser, der også nævner, at mange boligejere har udnyttet det lave renteniveau til at foretage låneomlægninger i løbet af første halvår 2017.

    At der er økonomisk medvind i husholdningerne og virksomhederne kan også aflæses ud af sparekassens meget lave tab og nedskrivninger på kunder. Nedskrivningerne udgør 5,3 mio. kr. i første halvår, hvilket næsten er en halvering af nedskrivningerne i forhold til første halvår 2016.

    Der spares fortsat op

    At mådehold stadig er på dagsordenen hos kunderne, viser indlånssaldoen i sparekassen. Pr. 30. juni var der indlån for 8,5 mia. kr. – en stigning på næsten to mia. kr. på ét år.

    – Ligesom pengeinstitutterne bliver pålagt at polstre sig bedre, giver det rigtig god mening, at kunderne også lægger til side til hårdere tider eller uforudsete udgifter. Vi råder dog vores kunder til at overveje, om den bedste løsning er at have mange penge stående på en indlånskonto, hvor renten ikke er meget over nul procent. Derfor synes jeg, det er en fin udvikling, at indlånet i pensionspuljeordninger er steget med over 700 mio. kr. siden 30. juni 2016 til nu over 1 mia. kr. Det giver kunderne mulighed for at få en bedre forrentning af deres indestående og dermed flere penge til pensionisttilværelsen, siger Martin Baltser.

    Han råder kunderne til at tage en snak med deres personlige rådgiver, hvis der står et stort beløb på indlånskontoen.

    – Det kan være, at man med fordel kan nedbringe gæld, eller måske investere en del af indeståendet for at få en bedre forrentning af sine penge, siger Martin Baltser.

    Stærke nøgletal

    For sparekassens vedkommende viser nøgletallene, at der er tale om en 164-årig i god form. Kapitalprocenten er 14,7 mod et solvensbehov på 8,7.

    – Det giver os økonomisk råderum til at fortsætte væksten. Vi er samtidig opmærksomme på, at nye kapitalkrav venter i årene, der kommer, så fokus i resten af 2017 vil være på vækst i de nuværende rammer og yderligere økonomisk konsolidering. En solid økonomi er forudsætningen for at kunne drive Middelfart Sparekasse som et lokalt funderet pengeinstitut med ambitioner om at gøre en positiv forskel i de byer, vi har afdelinger i, siger Martin Baltser, der kan konstatere, at sparekassens balancesum pr. 30. juni 2017 akkurat har passeret 10 mia. kr. Egenkapitalen udgør 1.078 mio. kr.

    Sparekassen forventer et resultat før skat på koncernniveau mellem 100 og 125 mio. kr. for året som helhed, oplyser Martin Baltser. Det er en opjustering i forhold til udmeldingen primo 2017, hvor forventningen var et resultat på koncernniveau for hele året mellem 70 og 100 mio. kr.

    Link:

    MS Halvårsrapport 2017_WEB.pdf

    https://via.ritzau.dk/data/attachments/00177/c4bac283-d93c-41a0-81a8-25d59435ac55.pdf

    Pressemeddelelse halvårsrapport 2017.pdf

    https://via.ritzau.dk/data/attachments/00523/e7cb758f-0ac3-4518-8224-8265e9d5b44d.pdf

    Middelfart Sparekasses hovedsæde

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11255318

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **