PRM / Regeringen byder Total velkommen til Danmark

    Pressemeddelelse fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

    Det er en historisk begivenhed, at Mærsk sælger deres olie- og gasforretning til Total, der er et af verdens største olie- og gasselskaber.

    Total vil overtage alle Mærsks forpligtelser – herunder den fulde genopbygning af Tyra. Total vil samtidig samle deres aktiviteter fra Norge og Holland i et nyt hovedkontor i Danmark, hvilket betyder vækst og udvikling i Danmark.


    Det er en virkelig stærk køber, der kommer på banen. Og jeg har den største tillid til, at Total vil fortsætte med at sikre, at Danmark får store indtægter fra aktiviteterne i Nordsøen,

    siger energi,- forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, som byder Total velkommen og ser frem til et godt samarbejde i årene fremover.

    Der er tale om et salg af en kommerciel virksomhed, som ikke har noget med statens ejerskab eller indtægter fra Nordsøen at gøre. Mærsks salg af olie- og gasaktiviteterne påvirker derfor ikke statens deltagelse i Nordsøen.

    “Staten deltager fortsat med 20 pct. af DUC
    gennem Nordsøfonden. Den
    danske stat vil forsat få skatteindtægter fra Total i Nordsøen, ligesom vi får skatteindtægter fra Shell og Chevron, der jo også er udenlandske virksomheder,”
    siger Lars Chr. Lilleholt.

    Det er Energistyrelsen, der skal godkende overdragelsen. Godkendelsen er følge loven betinget af, at Total har den fornødne tekniske og finansielle kapacitet til at kunne varetage opgaven.

    Fakta:

    • Statens samlede indtægter fra indvindingen af kulbrinter i Nordsøen beløber sig i perioden 1963-2015 til 415 mia. kr. i 2015-priser.

    • Det er Energistyrelsen, der skal godkende overdragelsen i medfør af undergrundsloven og Eneretsbevillingen. En godkendelse skal ifølge undergrundsloven være betinget af, at køberen har den fornødne tekniske og finansielle kapacitet til at kunne varetage opgaven. Derudover skal selskabet også udøve virksomheden sådan, at samfundet har mest mulig indsigt i og gavn af denne.

    • Energistyrelsen kan derudover ifølge undergrundsloven fastsætte yderligere vilkår for godkendelsen af overdragelsen.

    • A.P. Møller-Mærsk A/S og Mærsk Olie og Gas A/S er i dag bevillingshavere til Eneretsbevillingen.

    • For at assistere A.P. Møller-Mærsk til at udnytte Eneretsbevillingen bedst muligt blev Dansk Undergrunds Consortium (DUC) oprettet i 1962. DUC er i dag et joint venture mellem A. P. Møller-Mærsk A/S (31,2 pct.), Shell (36,8 pct.), Chevron (12 pct.) og statsdeltageren Nordsøfonden (20 pct.), som samarbejder om at producere olie og gas fra eneretsbevillingens område i Nordsøen.

    • Mærsk Olie og Gas A/S er operatør på de felter som hører under Eneretsbevillingen i Nordsøen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11290207

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **