Pressemeddelelse fra Falck
Falcks omsætning steg med 32 mio. kr. i første halvår 2017 til 8.058 mio. kr. (8.026 mio. kr. i første halvår 2016). Driftsresultatet (EBITA) endte på -51 mio. kr. (393 mio. kr. i første halvår 2016) efter væsentlige nedskrivninger på tilgodehavender i Falcks nordamerikanske forretning og nedskrivninger på kundeorienterede IT-systemer i Assistanceforretningen i Danmark.
- Overskudsgraden var negativ for årets første seks måneder og udgjorde -0,6% i forhold til 4,9% for de første 6 måneder af 2016.
- Afkast af investeret kapital (ROIC) udgjorde 5,8% mod 11,7% i samme periode sidste år.
- For helåret forventes en omsætning på niveau med 2016 og et positivt driftsresultat. I 2016 var driftsresultatet 792 mio. kr.
- Det er planlagt at styrke Falcks kapitalgrundlag inden udgangen af 2017, når det igangværende strategiarbejde er færdiggjort.
Koncernchef Jakob Riis udtaler:
“Resultatet for første halvår 2017 er ikke tilfredsstillende. Vi skal øge vores profitabilitet markant ogsikre en stabil omsætningsvækst fremadrettet. Vi er i gang med systematisk at gennemgå forretningen og forventer at afslutte analyserne og strategiarbejdet i efteråret 2017.
Jeg har benyttet min første tid i Falck til at komme rundt og besøge vores forretningsområder og til at lære forretningen rigtig godt at kende. Falck er en virksomhed med unikke styrker, dedikerede medarbejdere og et fantastisk vækstpotentiale. Men vi har en forretningsmæssig kompleksitet, som vi skal have forenklet og effektiviseret over de næste 12-18 måneder. Det er afgørende, at vi får sikret et godt fundament for en sund og driftssikker forretning, så vi kan investere i den innovation og de nye teknologier, som bliver grundlaget for en profitabel vækst i fremtiden.”
En femtedel af omsætningen i Emergency kommer fra den amerikanske forretning, og Falck er dermed eksponeret for udviklingen i det amerikanske sundhedssystem. Markedet gennemgår store forandringer i disse år, og særligt det amerikanske betalermiljø er blevet mere udfordrende. I den forbindelse har ledelsen i 2. kvartal analyseret Falcks tilgodehavender og har revurderet værdiansættelsen heraf, hvilket har medført, at Falcks tilgodehavender er nedskrevet med 282 mio. kr.
Ledelsen har ligeledes testet den regnskabsmæssige værdi af et nyt kundehåndteringssystem i Assistanceforretningen, som er blevet 100 mio. kr. dyrere at udvikle end først antaget. Værdien er nedskrevet med de 100 mio. kr.
Første halvår 2017 bekræftede vækstpotentialet inden for de tre sundhedsrelaterede områder Emergency, Healthcare og Global Assistance:
- Emergency blev tildelt en ny kontrakt i Los Angeles County i juni måned med opstart 1. juli 2017. Kontrakten forøger antallet af ambulancer med 55 i Los Angeles, så der nu opereres 157 ambulancer i alt.
- I den nordiske Healthcare-forretning voksede især diagnostik og behandlinger med tilknytning til private sundhedsforsikringer samt forebyggende sundhedsprogrammer til virksomheder.
- Global Assistance voksede gennem nye kontrakter med virksomheder, som vil sikre, at deres medarbejdere og kunder får den nødvendige hjælp ved sygdom opstået i udlandet.
Indenfor Assistance og Safety Service arbejdes der med en omstilling til de fremadrettede markedsvilkår:
- Assistance-forretningen er påvirket af ændringerne i automobilmarkedet mod færre private vejhjælpsabonnementer, en stigende andel af delebiler og vejhjælpsordninger fra bilfabrikanterne.
- Det fortsat lave aktivitetsniveau i olie- og gasindustrien på off-shore-markedet påvirker behovet for træning inden for Safety Services.
Den 1. maj 2017 tiltrådte Jakob Riis som ny koncernchef, og den 1. september 2017 tiltræder Tor Magne Lønnum som ny koncernøkonomidirektør og medlem af direktionen.
Hoved- og nøgletal for Falck-koncernen
Beløb i mio. kr. | H1 2017 | H1 2016 |
Omsætning | 8.058 | 8.026 |
EBITDA | 309 | 668 |
EBITDA margin | 3,8 | 8,3 |
EBITA | (51) | 393 |
EBITA margin | (0,6) | 4,9 |
Resultat før skat | (366,0) | (8,0) |
Pengestrømme før driftsaktiviteter | 354 | 372 |
Afkast på investeret kapital | 5,8 | 11,7 |
Netto-rentebærende gæld | 5.058 | 6.284 |
Netto-rentebærende gæld i forhold til EBITDA | 4,18 | 4,14 |
Om Falck
Falck er en global virksomhed, som beskæftiger sig med sundhed og sikkerhed og har mere end 100 års erfaring inden for forebyggelse af ulykker, sygdomme og nød, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne.
Kontaktinformation
Morten Jeppesen +45 23379858
Morten.jeppesen@falck.com
Yderligere information om Falck er tilgængelig på Falck.com.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11285471
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **