PRM / UDDANNELSE OG ÅR PÅ FOLKEPENSION: STORE FORSKELLE MELLEM KVINDER OG MÆND

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    De seneste ti år er den gennemsnitlige middellevetid for en nyfødt dreng steget 2,9 år til 78,8 år og for en pige 2,4 år til 82,8 år. Både mænd og kvinder lever altså markant længere i dag, end de gjorde for bare ti år siden.

    Stigningen i levetid er i sig selv en positiv udvikling, men giver en strukturel samfundsøkonomisk udfordring, idet udviklingen medfører, at antallet af personer i pensionsalderen vokser. I Danmark imødegås denne udfordring politisk, ved at folkepensionsalderen stiger i takt med levetiden. Sigtelinjen er, at den forventede gennemsnitlige periode på folkepension bliver 14,5 år. Det er kortere tid end hvad den gennemsnitlige 60-årige kan forvente i dag ved en pensionsalder på 67 år, selvom en del 60-årige faktisk vil dø, inden de når pensionsalderen på 67 år.

    Trods den positive generelle udvikling i middellevetiden er det stadig forskelligt, hvor mange år man kan se frem til at have på folkepension, når man sammenligner personer med forskellige uddannelser.

    Forventet folkepensionsperiode for 60-årige mænd og kvinder

    Tallene viser, at 60-årige mænd og kvinder i gennemsnit kan forvente en folkepensionsperiode, der er højere end 14,5 år (markeret med vandret grå linje). Tallene ændrer sig lidt, når der opdeles efter uddannelse. Her har læger og lærere en folkepensionsperiode, der ligger over gennemsnittet for både 60-årige mænd og kvinder, mens personer med en faglært uddannelse har en folkepensionsperiode, der ligger omkring gennemsnittet. Både mænd og kvinder med en grundskoleuddannelse kan forvente en folkepensionsperiode, der ligger under gennemsnittet, men det er kun de grundskoleuddannede mænd, der med en folkepensionsperiode på 13,9 år, der ligger under sigtelinjen på 14,5 år.

    MANGE DØR FÅ ÅR INDEN FOLKEPENSIONEN

    Fokus for diskussionen af tilbagetrækningsalderen er tiden på pension, men det er vigtigt at holde sig for øje, at mange faktisk dør, efter de fylder 60, men inden de når pensionsalderen.

    På baggrund af de dødelighedshyppigheder, der ligger til grund for restlevetidsberegningen, er det også muligt at beregne, hvor stor en andel af de 60-årige i 2015, der kan forvente at dø, inden de når folkepensionsalderen på 67 år i 2022. Blandt mændene findes den højeste andel hos de grundskoleuddannede, hvor 12 pct. forventes at dø, inden de når folkepensionsalderen, mens 9 pct. af murerne forventes at dø. Med undtagelse af de grundskoleuddannede kan under 6 pct. af de 60-årige kvinder forvente at dø inden folkepensionsalderen.

    Andel 60-årige der dør inden pensionsalderen

    OGSÅ FORSKELLE IGENNEM ARBEJDSLIVET

    Beregningerne af den forventede tid på folkepension tager udgangspunkt i 60-årige, men der er også forskelle mellem uddannelsesgrupperne allerede tidligere i livet. Og her viser tallene, at de uddannelsesgrupper, der kan forvente den længste tid på folkepension, også har en lavere risiko for at dø i løbet af deres arbejdsliv.

    Læs mere om dette i dette års Statistisk Tiårsoversigt
    fra den 18. August 2017, hvor sammenhængen mellem uddannelse og dødelighed undersøges.

    Hvis du har spørgsmål til artiklen, kan du kontakte Jens Bjerre på tlf.: 39 17 36 77 evt. jbe@dst.dk
    eller Laust Hvas Mortensen på tlf.: 39 17 32 18 evt. lhm@dst.dk

    Link:

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11273047

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **