Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S
Fællesspisning lavet på datovarer og mindre madspild? Urbane køkkenhaver for hjemløse og gadens unge? Pop-up café med hygge, nærvær eller aftensmad to go
? Vinsmagning brygget på biodynamik og kærlighed til vores fælles klode – eller hvad med en workshop om bæredygtighed og fremtidens emballage?
Måske ikke aktiviteter, de fleste forventer i deres lokale supermarked, men hos Irma kan disse inden længe blive til virkelighed.
Irma i bevægelse
Irma og Irmas medlemsbestyrelse sætter nu gang i en spændende bevægelse, der med medlemmernes hjælp skal gøre Irma til mere end blot et sted, hvor kunderne handler.
Derfor inviteres alle Irmas medlemmer til at dele deres skæve ideer, visioner og input til arrangementer, der kan skabe lige præcis det fremtidige fødevaremarked, de drømmer om. Og de bedste bud kan allerede i efteråret se frem til at blive realiseret med støtte fra Irmas medlemsbestyrelses nye innovationspulje på 250.000 kr.
Irmas medlemmer sætter agendaen
Tanken med det nye initiativ er, at Irma fremover skal blive et endnu mere sprudlende madmarked med oplevelser, indsigt og fællesskab – med fokus på både det nære og lokale, miljø, bæredygtighed, fødevareproduktion og ansvarlighed i et større perspektiv.
“Vi ved, at mange af vores medlemmer har et helt særligt forhold til fødevarer og masser af gode ideer til, hvad de ønsker sig af Irma fremover. Med den nye innovationspulje vil vi i Irma gerne honorere vores medlemmers gode ideer til gavn for de mange og give dem mulighed for at være med til at skabe fremtidens Irma”, siger marketingschef hos Irma, Rikke Søgaard Hyldsberg.
Støtte til gode ideer
Det er Irmas Medlemsbestyrelse, der vælger, hvilke idéer der skal realiseres. Det, man som medlem med noget på hjerte, skal gøre, er, at samle de nødvendige kræfter blandt medlemmer og kunder og nedfælde den mest skæve, involverende eller visionære idé, der i hovedtræk forklarer, hvad aktiviteten går ud på. Arrangementer, der bliver godkendt, drives med frivillige hænder og økonomisk støtte på op til 20.000 kr. til gennemførslen.
Læs mere om Irmas nye innovationspulje på Irma.dk/medlemspulje.
For mere information om innovationspuljen, kontakt medlems- og eventansvarlig Eva Veis Thomsen, mob.
+45 2427 4227 eller marketingchef hos Irma, Rikke Søgaard Hyldsberg, mob. +45 5159 3832
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11266170
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **