Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse
Når elever med spidsede blyanter og friske madpakker igen sætter sig på skolebænken efter sommerferien, bliver det for nogles vedkommende til en skoledag helt uden røg. Flere skoler og kommuner har nemlig gjort skoletiden røgfri, så eleverne ikke må ryge i skoletiden. Hverken på skolens område eller uden for matriklen.
Rygevaner dannes i ungdommen
Det glæder Kræftens Bekæmpelse, for rygevaner grundlægges tidligt i livet. Mere end 8 ud af 10 rygere begyndte, inden de fyldte 18 år. Og et rundspørge fra 2016, som Kræftens Bekæmpelse står bag, viser, at hver femte tog det første sug i løbet af skoletiden.
– Børn skal ikke lære at ryge i skoletiden. Når elever ser kammerater og voksne ryge, er det med til at gøre rygning til noget almindeligt og noget, som voksne accepterer, siger Niels Them Kjær projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at skoletiden er røgfri for både elever og lærere. For rygning smitter: Jo flere rygere på skolen, jo flere vil også begynde.
Lotus Sofie Bast, forsker ved Statens Institut for Folkesundhed, er enig i anbefalingen.
– Vi ved, at unge påvirkes af rygning i omgivelserne, og at rygeregler har en forebyggende effekt. Derfor giver det god mening at sikre, at børn og unge ikke er udsat for rygning i deres dagligdag, siger Lotus Sofie Bast.
Tilbagemeldingerne fra skoler med røgfri skoletid er dog, at røgfri skoletid virker. For når eleverne ikke kan ryge i skoletiden, samles de om andre aktiviteter end rygning. Cigaretter bliver ikke en del af det sociale fællesskab, og det betyder et tydeligt fald i antallet af elever, der ryger.
Tre ud af fire ønsker lovgivning om røgfri skoletid
Alle kommuneskoler i Syddjurs, Aalborg og Randers har allerede indført røgfri skoletid. Og flere og flere skoler rundt om i landet tager beslutningen om blive røgfri på eget initiativ.
– Alleskoler burde have røgfri skoletid, så alle børn får samme mulighed for at vokse op uden røg. Tre ud af fire danskere ønsker, at politikerne lovgiver på området, men der sker ikke noget. Derfor er det fantastisk, at flere kommuner og skoler selv tager initiativ, siger Niels Them Kjær.
Og det kan de roligt gøre. For ikke kun de voksne ønsker røgfri skoletid. Otte ud af ti 16-25-årige synes, at røgfri skoletid på grundskoler er en god idé. Halvdelen mener, at det også bør gældeungdomsuddannelser.
Ungdomsuddannelser tøver
Blandt mange unge tager rygningen for alvor fat, når de starter på en ungdomsuddannelse. Alligevel er viljen til at stramme rygereglerne mindre på gymnasier og erhvervsskoler end på grundskoler. Det ærgrer Kræftens Bekæmpelse.
– Røgfri skoletid på ungdomsuddannelser ville også have stor effekt. Vi hjælper ikke andre end tobaksindustrien, når vi accepterer, at unge under 18 ryger, siger fra Niels Them Kjær.
I Norge, hvor skoletiden er røgfri på både grundskoler og ungdomsuddannelser, ryger markant færre unge.
FAKTA
Skoler med røgfri skoletid
- Alle folkeskoler i Aalborg, Randers og Syddjurs kommuner
- Nogle grundskoler, eksempelvis på Falster, København, Halsnæs, Vejle og Horsens.
- Produktionsskoler i Middelfart, Randers og Ikast.
Videoklip fra skoler og uddannelser med røgfri skoletid
SUNDskolen, Nykøbing Falster
Middelfart Produktionsskole
Unge, rygning og røgfri skoletid i tal
- Rygning i grundskolen
18 pct. af de 15-årige ryger hver dag eller lejlighedsvis - Omkring 9.000 børn mellem 11 og 15 år ryger hver dag
- 21 pct. af rygere mellem 16 og 25 år røg første gang på skolen (heraf 5 pct. på efterskole) Kilder: Skolebørnsundersøgelsen, SIF 2014; Sundhedsstyrelsen 2017
Rygning blandt 16-25-årige
- 15 pct. af de 16-25-årige røg cigaretter dagligt. I 2015 var andelen 13 pct.
- 22 pct. af de 16-25-årige røg cigaretter dagligt eller ugentligt. I 2015 var andelen 18 pct.
- 81 pct. af de unge, der ryger eller har røget, var under 18 år, da de begyndte at ryge mindst én gang om ugen. Kilder: Epinion for Kræftens Bekæmpelse 2015 + 2016, YouGov
Danskernes holdning til røgfri skoletid
74 pct. af danskerne støtter, at politikerne lovgiver om røgfri skoletid
81 pct. af de 16-25-årige bakker op om røgfri skoletid på grundskoler
51 pct. af de 16-25-årige bakker op om røgfri skoletid på ungdomsuddannelser
Kilder: YouGov og Epinion for Kræftens Bekæmpelse, 2016
Rygning i Norge
- 9 pct. af de 15-årige ryger hver dag eller lejlighedsvis (18 pct. i DK)
- 3 pct. af de 16-24-årige nordmænd ryger dagligt (15 pct. blandt 16-25-årige i DK)
Kilde: Helsedirektoratet.no
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11254022
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **