Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse
Kræftpatienter i Region Hovedstaden er nu udsat for så lang ventetid, at det i visse tilfælde fjerner deres mulighed for at overleve sygdommen. Senest har vi hørt Allan Riise, som er en patient med kræft i bugspytkirtlen, der mistede muligheden for en helbredende operation på grund af for lang ventetid. Og han er desværre ikke det eneste eksempel på for lange og livstruende ventetider. Det giver endnu engang et opråb om, at behandlingssystemet på nogle områder fungerer lige så slemt som for 10 år siden.
– Det er dybt frustrerende og ulykkeligt at opleve, at behandlingen af kræftpatienter i nogle tilfælde er sat 10 år tilbage i tiden. Der er patienter, som mister muligheden for at blive helbredt, fordi ventetiden er for lang. Og det er desværre langt fra nyt. Det er urimeligt, og det må ikke ske. Regionen må og skal løse problemet meget snart, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse
Regionen skal rette op på ventetiderne
Det var netop de lange ventetider, der var hovedårsagen til, at kræftpakkerne blev indført for 10 år siden. Kræftpakkerne skulle sikre, at ingen kræftpatienter skulle vente unødigt på behandling, og at kræft skulle behandles som akut sygdom. Men i Region Hovedstaden har de haft sværere og sværere ved at leve op til kravene om ventetid. For Allan Riise blev ventetiden 5 uger, til trods for, at der er krav om behandling eller henvisning til anden behandling inden for 2 uger.
– Dette er desværre et generelt problem i Region Hovedstaden. Noget af problemet skyldes sundhedsplatformen, men det står ikke alene, for de kritisable forhold har været kendt, allerede inden sundhedsplatformen blev indført, siger Leif Vestergaard Pedersen, og fortsætter:
– Men uanset hvad årsagen er, så er det regionens ansvar at få ventetiderne under kontrol hurtigst muligt, ligesom det er sundhedsministerens ansvar at holde øje med, at regionerne får styr på forholdene. Vi har længe været i dialog med regionen om at få bedre forhold for patienterne, og i morgen skal jeg mødes med sundhedsministeren. Der er ingen tvivl om, at vi vil fortsætte vores pres, indtil forholdene bliver ordentlige.
Se video: Leif Vestergaard Pedersen om de alt for lange ventetider:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11256754
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **