PRM / Godt udbytte for Hjemmeværnet af øvelse i USA

    Pressemeddelelse fra Landsdelsregion Vest

    Tekst: Peder Frits Nielsen – Foto: Hélène Mogensen de Monléon

    Chefen for Hjemmeværnets Landsdelsregion Vest, Oberst Flemming Agerskov, har de seneste par dage besøgt øvelse Northern Strike og herunder også de danske og lettiske soldater, der deltager i øvelsen.

    Det var en tilfreds Oberst, der udtalte:
    “Formålet med vores deltagelse i Northern Strike har været at øve samarbejde på tværs af sprog og kultur, og det har vi bestemt opnået.
    Deltagerne har lært en masse, som de kan tage med hjem til egne enheder og kompagnier og øve videre på. Soldaterne er gået fra at være en sammensat flok fra forskellige kompagnier i regionen til at være en samlet enhed. På mit besøg har jeg mødt en masse glade soldater, der har fået lært en masse.
    Det har været et fantastisk setup i nogle utrolige rammer.
    Jeg er godt tilfreds med vores deltagelse – folkene har fået én på opleveren.”

    Deltagelsen i den knap 2 uger lange øvelse er kulminationen på et halvt års fokuseret forberedelse, hvor soldaterne har trænet både enkeltmandsfærdigheder og samarbejde i gruppe-, delings- og kompagniramme.

    På selve øvelsen i USA er soldaterne blevet omskolet til de amerikanske våben, har gennemført mærkeskydning, har trænet kamp fra stilling, fremrykning gennem terrænet, angreb og bykamp.
    Alt sammen relevante emner, der kan arbejdes videre med, når soldaterne kommer tilbage til deres enheder.

    Sidste øvelsesdag bød på et tætpakket program for den dansk/lettiske enhed.
    Der blev trænet fremrykning, angreb, indrykning i kampstillinger og forsvar mod fjenden i det fantastisk smukke øvelsesterræn ved Grayling.

    Øvelsen foregik med 2 grupper ad gangen, der skulle samarbejde om at løse opgaven med angreb, indryking og efterfølgende forsvar af området.
    Typisk har det været en dansk og en lettisk gruppe, der har arbejdet sammen, så der har i den grad været tale om internationalt samarbejde.

    Der er ingen tvivl om, at de danske og lettiske soldater kommer hjem fra Northern Strike med en masse oplevelser og erfaringer i rygsækken.
    At opleve det store udbud af militært isenkram amerikanerne har, er ikke noget soldaterne har oplevet før.
    Der har også været masser af faglig læring og erfaringer i at deltage – noget soldaterne nu kan tage med hjem i deres egne enheder og arbejde videre med og udvikle på.

    På det personlige plan har soldaterne også fået en masse med sig hjem.
    De har lært at arbejde sammen i et internationalt miljø på trods af kulturforskelle, og der er blevet knyttet venskaber på tværs af enheder og landegrænser.

    Efter afslutning af sidste øvelsesdag står den på oprydning og pakning for de danske og lettiske soldater, hvorefter turen går tilbage til Danmark.

    Link:

    Oberst Agerskov (tv.) taler med HJV-soldater

    https://via.ritzau.dk/data/images/00497/8577f9d6-17da-4b86-bb73-7aa8a82afff5.JPG

    Dansk hjemmeværnssoldat klar til kamp

    Danske hjemmeværnssoldater får helikopterundervisning

    To hjemmeværnssoldater observerer ved adgangskontrolpost

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11254028

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **