PRM / Netto donerer KIWI-inventar til Afrika

    Pressemeddelelse fra Netto

    I juni overtog Netto mere end 80 lejemål fra dagligvarekæden KIWI. Med lejemålene fulgte også KIWIs grønne butiksinventar, der af gode grunde ikke kan bruges i Nettos gule univers. I første omgang skulle inventaret sælges, men nu bliver det i stedet doneret til den kommende landbrugs- og fødevareskole, Mboro Develop Center, i Senegal i Afrika. Hylderne fra de gamle KIWI-butikker skal blandt andet være med til at øge opmærksomheden om og uddanne eleverne i fødevaresikkerhed, da hylderne skal bruges til at separere forskellige fødevaregrupper såsom kød og grønt.

    Det var oprindeligt Søren Søgaard, ejer af SPS Develop, fra Haderslev, som fik ideen til donationen og kontaktede Netto med sit forslag. Søren Søgaard har igennem en årrække arbejdet med forskellige projekter i Afrika. Søren er ramt af alvorlig tarmkræft, men i stedet for at stoppe sit frivillige arbejde, fandt han ud af, at det gav ham en vigtig adspredelse fra sygdommen at holde sig beskæftiget med noget, der lå hans hjerte nær.

    Derfor gik Søren Søgaard sammen med en række andre alvorligt syge personer om at indsamle materialer til en landbrugs- og fødevareskole i Senegal – herunder nu butiksinventar fra Netto. Det er den senegalesiske regering, som har ansvaret for Mboro Develop Center. Derfor arbejder Søren Søgaards team tæt sammen med regeringen om, hvordan donationerne bedst bruges.

    “Nettos donation betyder faktisk en hel del. Skolen skal genopbygges fra bunden og den har brug for al den hjælp, som den kan få. Planerne for skolen er ambitiøse, især fordi området omkring skolen er yderst velegnet til landbrug. Og Senegal kan i den grad løfte sit landbrug og processen inden for forædling af råvarer med en moderne og bæredygtig tilgang”, siger Søren Søgaard, SPS Develop.

    Nettos donerede butiksinventar bliver samlet i containere i Haderslev, hvorfra det bliver fragtet videre til Senegal. Søren Søgaard og hans hold kan af helbredsmæssige årsager ikke selv tage imod containerne i Senegal. I stedet har Søren samlet en gruppe frivillige i Afrika med en fhv. Mærsk-chef i spidsen. Gruppen tager sig af modtagelsen af containerne og fordelingen af inventaret. Derudover tager gruppen også alle projektmøder med den senegalesiske regering omkring skolen.

    Brian Seemann Broe, Landedirektør for Netto i Danmark, siger: “Vi er naturligvis glade for at kunne hjælpe Søren Søgaard og hans team af frivillige. Donationer handler ofte om penge, derfor glemmer man hurtigt, at andre aktiver som for eksempel vores hylder kan være med til at gøre en forskel andre steder i verden. Vi har lavet en aftale med Søren om, at han kan hente inventar fra 20 butikker”.

    Lige nu skal Mboro Develop Center bygges op fra grunden. Bygningerne står der, men de skal renoveres og fyldes med inventar og apparatur, så de kommende studerende, forskere og virksomheder har de bedste rammer for at videregive viden om landbrug og fødevarer. Konkret skal hylderne bruges til at adskille fødevarer fra hinanden og dermed højne fødevaresikkerheden. Tilgangen til opbevaring af fødevarer er anderledes i Senegal. Her bliver forskellige kategorier af fødevarer ofte blandet på en og samme hylde, hvilket betyder, at risikoen for spredningen af kontaminerede fødevarer er stor.

    Søren Søgaards planer for inventaret er, at cirka 50 %af inventaretbliver solgt for at dække udgifter til fragt og køb af andre materialer til skolen. Helt basale ting som vinduer og døre er noget af det første, der skal indkøbes.

    De langsigtede planer for Mboro Develop Center er, at skolen skal være på forkant med landbrugs- og fødevareprojekter samt have testområder omkring hovedstaden Dakar. Skolen skal kunne tiltrække internationale forskere, der vil dele deres erfaring. Endvidere skal institutionen fokusere på alle former for landbrug og fødevarer samt vedvarende energi og NOX-fri transport. Skolen skal med andre ord være med til fremme en langt mere bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion i Senegal.

    Link:

    20170810 Netto PM Netto donerer KIWI-inventar.pdf

    https://via.ritzau.dk/data/attachments/00445/c9842fbe-7657-4002-adc7-ea930f9a2e1a.pdf

    Netto lastbiler

    Om Netto Netto er Danmarks største dagligvarekæde og største leverandør af økologi til de danske husstande. Det er vi stolte af. Lige siden Netto slog dørene op til den første butik i 1981, har danskerne taget godt imod idéen om, at alle skal have råd til kvalitet i hverdagen. Det betyder, at Netto er vokset og nu dækker hele Danmark med 462 butikker. I 1990 åbnede Netto sin første butik i udlandet, og i dag er der 1.300 Netto-butikker fordelt i Sverige, Tyskland og Polen. Netto er en del af Dansk Supermarked Group. Læs mere om Netto på www.netto.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11245238

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **